Kinesisk biskop på tvungent studieophold

KINA – Den 70-årige biskop Jia Zhigou fra den katolske undergrundskirke i Zhengding blev den 8. november arresteret af politiet for ottende gang siden 2004.Biskoppen blev ifølge politiet hentet i sit hjem med henblik på et studieophold. Få dage i forvejen blev to andre præster fra undergrundskirken påtvunget tilsvarende studieophold.
Iagttagere i landet mener, at myndighederne har til hensigt at tvinge biskoppen og præsterne til at tilslutte sig den regeringskontrollerede, patriotiske katolske kirke, oplyser Asia News.
Den 70-årige biskop blev udnævnt i 1980 og har siden tilbragt 20 år i fængsel. Ud over at passe sin undergrundskirke driver han privat en institution for 100 handicappede børn.
Forholdet mellem Kina og Vatikanet har været anstrengt siden 1950, hvor Kina udviste alle katolske missionærer. Den katolske undergrundskirke i Kina formodes at have cirka otte millioner medlemmer, mens fire millioner kinesere er tilknyttet til regeringskontrolerede katolske kirker.
– ole