40 år for Sudan-missionen i Nigeria
Frederikke Vestergaard er netop vendt hjem til Danmark efter 40 år som sygeplejerske i Nigeria.Den 8. februar vendte sygeplejerske og missionær Frederikke Vestergaard tilbage til Danmark for at blive.
Som 24-årig og nyuddannet sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen i København blev Rikke Vestergaard i 1964 ansat af Sudanmissionen til at rejse til Nigeria.
Inden udrejsen supplerede Rikke uddannelsen med et kursus i tuberkulose og senere et engelskkursus og et tropemedicinsk kursus i London.
Indvielsen til missionær og den første udsendelse fandt sted i Stagstrup kirke i Thy den 20. juni 1965, og kort tid efter rejste Rikke Vestergaard til Nigeria. Det er senere blevet til mange udsendelsesfester fra Stagstrup kirke efter orlov i Danmark.
Rikke begyndte sygeplejearbejdet på kirkens hospital i Numan og flyttede senere nordpå til byen Kiri. De sidste 15 år har hun arbejdet i et af kirkens pionérområder i landsbyen Dakka, hvor hun bl.a. har opbygget en velfungerende sundhedsklinik og en bibelskole.
Frederikke Vestergaard er et spændende, varmt og humoristisk menneske, som bærer rundt på mange oplevelser og indtryk, der blot venter på at blive skrevet ned. I 2002 medvirkede hun i et 1½ times radiointerview i DR P1.
-Tore