Aalborg Kristne TV indsamler 120.000 kr. i cykelløb

Sommervejret viste sig fra sin bedste side, da AKTV indsamlede 120.000 kr. til tv-stationens arbejde i Aalborg

Det var 6. gang, kristne fra mere end 12 forskellige kirker bakkede op om den lokale kristne tv-station AKTV ved at stille op til en times cykling på en strålende varm sommerlørdag.
45 aktører, løbere, rulleskøjtere og cyklister deltog. Løbets alderspræsident, 77 årige Christian Svendsen fra Missionsforbundet i Tylstrup, cyklede alene 36 km og sikrede dermed 3.940 kr. i sponsorstøtte.
Den unge, vordende brud Malene Madsen stillede op til polterabend og opdagede, at hun som en del af festlighederne skulle deltage i cykelløbet. Sponsorerne blev skaffet via indsamling i Malenes cykelhjelm i Aalborgs gågader.
Baptistpræsten fra Nørresundby, Klaus Abildgård, var rap på rullerne med sine 24 km.
Stemningen var i top, og stationschef Carsten Jensen kunne glæde sig over, at cykelløbet havde indbragt ca. 120.000 kroner til det fortsatte arbejde.
AKTV-Nordjylland er en græsrods tv-station, der har produceret kristent TV siden 1989. 25 forskellige kirker og kristne organisationer slutter op om stationen, der sender tre timer ugentligt.
– Tore