Højskoleelever støtter gadebørn og flygtninge

Forårselevholdet på Børkop Højskole indsamlede 175.038 kroner.

Carsten Bruhn-Lauritsen, Sudanmissionen, modtager den store check på 80.025,25 kroner af Louise Stensig Kristensen

Cykelløb, loppemarked, arbejdslørdag, slikbod, indsamlinger ved koncerter og lovsangsaftener, rengøring, 100-meterløb, auktioner og en masse andre skøre påfund prægede forårselevholdet på Børkop Højskole.
Målet var at indsamle 100.000 kr. til to forskellige formål: Et hjem for gadebørn i Jos, Nigeria, og en økonomisk håndsrækning til to flygtninge, Hasan og Nargiz fra Azerbaidjan, som går på Børkop Højskole.
– Alle elever arbejdede energisk for at skabe en god stemning omkring projektet, fortæller Louise Stensig Kristensen, der var primusmotor for indsamlingen.
Den begivenhed, som gav flest penge, var et cykelrallyløb. I løbet af en time blev der indsamlet i alt 95.000 kroner.
Det blev til 80.025,25 kr. til Sudanmissionen og 95.012,75 kr. til Hasan og Nargiz.
Carsten Bruhn-Lauritsen modtog pengene på Sudanmissionens vegne.
– Tore