Fuldmåne-samling i Herning for åndeligt søgende

”Kom og hør om lysets betydning for månen, jorden og mennesket.” Sådan indbyder et fællesskab for åndeligt søgende i Herning til et sent aftenmøde kl. 21 den 23. august.Det er en gruppe ”I Mesterens Lys”, der står bag. Og de har lånt Katolsk Kirke, Skt. Peter, på Lillelundvej 36 til arrangementet.
– Vi begynder i kirken med at høre om lyset, så går vi udenfor og tænder et bål, hvor vi synger og hører ord af Jesus og tænder lys ved bålet, som vi tager med ind i kirken, fortæller Anne Marie Madsen, der tidligere har været aktiv i Pinsekirken gennem mange år.
– Vi har en klar kristen tro på Jesus som verdens lys. Vi ved, hvor vi beder hen, siger hun. – Vi bruger en aften med fuldmåne til at markere, at ligesom månen får alt sit lys fra solen, sådan får vi også vort lys fra ét sted. Vi reflekterer lyset.