Jesu død – på nettet
Få universitetsundervisning hjemme
fra bibeltro lærer i København.Filmen The Passion of the Christ viste, at og hvordan Jesus døde. Et nyt webbaseret kursus fra Dansk Bibelinstitut (DBI) i København svarer på hvorfor.
Carsten Elmelund Petersen fra DBI holder i foråret 12 dobbeltlektioner om betydningen af Jesu død, som sendes ud på nettet. Bibellæsere, præster, forkyndere og lærere vil have glæde af dette nye undervisningstilbud – et introduktionskursus om tolkningen af Jesu døds betydning (forsoningslæren), der skal skabe overblik over de mest centrale spørgsmål i kristentroen.
– Noget af den undervisning, vore studenter får om de centrale temaer, kan bruges af bevidste kristne, der ønsker at lære mere, fortæller den 50-årige Carsten Elmelund Petersen. Han har været ansat på DBI i systematisk teologi siden 1993.
Tidligere har han kørt dette kursus i fuld skala, og en norsk teologistuderende har fulgt det på nettet. -Vi har haft mulighed for at rette begynderfejlene til og vil nu levere denne relevante teologi uden for universitetets vægge for andre end teologi-studerende.
Lydfilerne fra forelæsningerne kommer til at ligge på DBIs hjemmeside som podcastede filer i mp3-format, som kan aflyttes over internettet.
Hovedvægten af kurset ligger på behandlingen af forholdet mellem den klassiske kamp/sejr-model og den objektive synd/soning-model.
– Vi skal arbejde med klassiske tekster af de fire hovedfigurer Athanasius, Anselm, Luther og Melanchton, slutter Carsten Elmelund Petersen.