Episkopale vil søge kompromis

USA – Lederen af Den Episkopale Kirke i USA vil søge et kompromis, efter at Sammenslutningen af Anglikale Kirker har fremsat et ultimatum til den amerikanske kirke.

Katherine Jeffers Schori

Med udgangen af september skal Den Episkopale Kirke i USA klart tage afstand fra vielser af homofile og indsættelse af bøsser og lesbiske som præster. Så klart lød et ultimatum fra Sammenslutningen af Anglikale Kirker, der truer med at smide den amerikanske kirke ud.
Biskop for Den Episkopale Kirke, Katherine Jeffers Schori, har været tøvende med at komme med et klart svar. Til AP siger hun, at hun vil forsøge et finde et kompromis.
– Hvis vi kan mindske de følelsesladede reaktioner i denne uoverensstemmelse, så vil vi måske kunne finde en måde at leve sammen på, siger Schori, der selv er tilhænger af homoseksuelle præster.
Ledelsen i Den Episkopale Kirke vil begynde at behandle ultimatumet fra de øvrige anglikanske kirker senere denne måned.
– mibo