Bethaniakirken i Aalborg indvier nyrenoveret kirke
Søndag eftermiddag den 3. juni indvier Bethaniakirken i Aalborg en større og moderniseret kirke.
I de senere år har antallet af mennesker, der gør brug af kirkens gudstjenester og øvrige arrangementer, været stigende. Derfor blev kirken for lille. Bethaniakirken, som tilhører Missionsforbundet, er nu blevet udvidet med en tilbygning på 575 kvadratmeter i to plan til en pris af 9 millioner kroner. Samtidig er hele den oprindelige kirke blevet renoveret, så hele bygningen fremstår som et moderne kirkecenter, der opfylder dagens behov.
Bethaniakirken vil med de nye rammer bidrage positivt til det folkelige og kulturelle liv i Aalborg. Gennem de senere år har kirken desuden meget bevidst været medspiller på nydanskernes integration, idet der en gang om måneden har været indbudt til International Food Party samt arrangementer rettet mod bestemte etniske grupper.
Ved indvielsen vil et afrikansk trommeband spille på pladsen foran kirken. I festgudstjenesten vil en lang række repræsentanter fra byen og dens kirker deltage, og der bliver indmarch med flag for de mange nationer, der er repræsenteret i kirkens virke.
Schwartz