Præster vil konfirmere allerede i 6. klasse

Skolesammenlægninger gør det mere naturligt at konfirmere børn allerede i 6. klasse, mener flere præster og biskopper. Og kirkeminister Bertel Haarder er enig.

Biskop Jan Lindhardt

Forslaget skyldes især de mange skolesammenlægninger og nye skolestrukturer på de mindre skoler på landet. Her skifter mange børn nu fra en mindre landsbyskole til en større centralskole allerede efter 6. klasse, og børn fra mindre sogne bliver fordelt i flere forskellige klasser.

Børn er mere modne

– Det er et praktisk problem for præsterne, fordi børnene forsvinder væk fra lokalområdet, når de flytter til en større centralskole. Det har været en stigende tendens i de seneste år. Men børn er også blevet langt mere modne end tidligere. De taler mere frimodigt og kvalificeret, end vi gjorde, da jeg var barn, og derfor kan man sagtens konfirmere dem allerede i 6. klasse, siger biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt til Ritzau.
Han bakkes op af sin kollega på Fyn, Kresten Drejergaard.
– Børn i den alder har stadig en del af fantasien i behold. De er lettere at undervise. Der kører ofte meget andet rundt i hovedet på dem i 7. klasse, så der er flere fordele end blot at løse et praktisk problem.

Ikke et bindende valg

Enkelte har antydet, at det var for tidligt at presse børn til at tage stilling til Gud og kristendommen allerede i 6. klasse, men det argument afviser kirkeministeren.
– Konfirmationsforberedelse handler om, hvad der skete, dengang konfirmanderne blev døbt. Og konfirmationen er ikke et bindende valg for livet, siger Bertel Haarder til DR P3.
KP