Taliban løslader kristne fanger

AFGHANISTAN – Efter lange forhandlinge har Taliban accepteret at løslade 19 sydkoreanske gidsler.De blev taget til fange den 19. juli, men nu er de resterende 19 kristne hjælpearbejdere på vej til at blive løsladt af Taliban. Der var oprindeligt 23 gidsler, men kort efter tilfangetagelsen blev to af dem dræbt af de ekstremistiske kidnappere. Yderligere to blev løsladt for få uger siden, og onsdag i sidste uge kom så den glædelige nyhed, at Taliban-militsen var gået med til at løslade de resterende 19 gidsler.
Forud for løsladelsen har der været lange forhandlinger mellem lokale afghanske stammeledere og repræsentanter for Sydkoreas regering. Undervejs gik forhandlingerne i hårdknude, da Taliban blandt andet stillede krav om, at den afghanske regering skulle løslade en række Taliban-fanger. Et krav, som den sydkoreanske delegation ikke så det muligt at indfri.

Korea forbyder
mission i Afghanistan

Det forlyder nu, at løsladelsen kommer nu, fordi Sydkorea er gået med til at trække sine styrker i Afghanistan ud tidligere end planlagt, samtidig med at man fra officielt hold vil forsøge at standse de koreanske kirkers missionsaktiviteter i det muslimske land.
Løsladelsen har på verdensplan vakt lettelse, men i nogle kristne kredse vækker det bekymring, at man lader en ekstremmistisk muslimsk bevægelse være styrende for kristne missionsaktiviteter.
– Jeg er ked af at høre betingelserne for løsladelsen, siger Frank Page, præst i First Baptist Church i Taylors i South Carolina. – Men selv om den sydkoreanske regering siger, at den vil standse alt missionsarbejde, så vil Guds arbejde ikke stoppe i Afghanistan, siger Frank Page til Assist News Service.
-mibo