Efterskoleelever opfører ’hotte’ emner

To efterskoler tager baby-etik og fordomme over for fremmede under behandling i musicals.Publikum kan se frem til nogle tankevækkende og medrivende musicals i den kommende uge.

Sidste år iscenesatte eleverne på Kildevæld et makabert reality-tv med organdonation for åben skærm.
Det perfekte liv

Der lægges ikke fingre imellem, når elever fra Efterskolen Kildevæld i Kolding beskriver det uundgåelige skrækscenarie, som vil udspille sig, hvis biomekanikken vinder over de menneskelige værdier.
Et forældrepar presses til at bestille deres kommende ønskebarn i Babyshoppen, hvor reagensglasbefrugtning, gensplejsning og altid beredvillige rugemødre skal sikre det perfekte resultat. Men de vælger at få deres ønskebarn – Liv – på helt naturlig vis …
Der er premiere tirsdag d. 5. februar i Kongreshallen, Kolding, og derefter forestillinger onsdag, torsdag og fredag.

Fremmed og muslim

Hvordan tager vi imod fremmede i vores land? Hvordan ser kristendommen ud, når man er opvokset som rettroende muslim i Iran?
Det er et par af temaerne i musicalen ”Ikke min søn”, som Djurslands Efterskole tager på turné med i uge seks til Ålborg, Vejle og Odense.
Musicalen tager afsæt i Massoud Fouroozandehs bog, Den Forbudte Frelse. Den handler om at overvinde enorme forhindringer og fordomme og være i stand til at tilgive.
Elever og lærere har skrevet manuskript og skabt sange, musik, dans, videoklip og lydeffekter til turneen.