Den virkelige forførelse
De af vores læsere, som har fulgt med i vækkelsen i Florida vil vide, at forkynderen Todd Bentley pludselig blev sat ud af spillet, fordi hans kone ønskede skilsmisse.Kritikerne har nu travlt med at sige hvad sagde vi. Men hvad beviser det, at en forkynder har problemer? Hvis du selv har været med i noget kristent, som virkelig rykkede, så har du helt sikkert også oplevet, at problemer og åndelige angreb haglede ned over dig. Det er det normale kristenliv!
John Wesley, som ledte den store metodistiske vækkelse, som forandrede England i 1700-1800, blev konstant angrebet. Men efterhånden begyndte folk at tale så pænt om Wesley, at det bekymrede ham. Er jeg kommet på afveje, Gud? bad han. Straks efter smed en mand en mursten efter ham. Tak Gud! udbrød Wesley. Nu véd jeg, at jeg er på ret vej.
Ny Testamente fortæller os klart, at Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. (2 Timoteus 3,12).
Dermed ikke sagt, at Bentley og vi andre ikke også lider, fordi vi selv forkludrer tingene. Det sker som bekendt også!
Men det er et faktum, at det religiøse establishment historisk altid har afvist og forfulgt nye vækkelser. (Indtil de nye vækkelser selv bliver establishment – og ikke ønsker fornyelse.)
Ofte hæfter kritikere sig ved små opsigtsvækkende detaljer – som fx Bentleys tåbelige tatoveringer – og man får altid skræmt de alvorlige troende ved at tale om okkultisme, antikrist og forførelse – i forbindelse med Jesus-begejstrede forkyndere!
Hvilket satans bedrag… For Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen, (1. Joh 2, 22). Dét er den virkelige forførelse. Vi lader os skræmme af detaljer hos vores kristne brødre og søstre, som nemt kan fremstilles i et odiøst skær. Men den åbenlyse forførelse, som foregår i de etablerede kirker, bekymrer os knapt nok… Fx:
Præster, biskopper og kristne forfattere som fornægter Gud som Skaber og Jesus som Guds søn; som bortforklarer jomfrufødslen, miraklerne, Jesu opstandelse, hans klare ord om himmel og helvede, om synd og fortabelse.
Men de er da så pæne og religiøse…
For I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem! skriver Paulus til Timoteus (2 Tim 3,1-6).
Redaktør Henri Nissen