Lene på simpel spadseretur i Spanien

Som Lene Falgreen på ”El Caminoen” i Spanien bliver stadigt flere pilgrimme og søger Gud i enkel refleksion ad gamle betrådte stier. Der er trængsel på den gamle pilgrimsrute til Santiago de Compostella i Spanien – byen, hvor apostlen Jakob ifølge traditionen hviler sine ben.

Forberedelsen på pilgrimsrejsen bestod i at pakke en rygsæk på kun 10 kg.

For Lene Falgreens ben var der ikke meget hvile, da hun fra maj til juli i år vandrede 900 kilometer mod det gamle valfartsmål i det nordlige Spanien. Til gengæld var det ferie for sjælen og forfriskende for ånden.
Fra den franske grænseby Saint Jean Pied-de-Port fulgte hun hver dag solens rute langs Pyrenæernes sydside. Når solen gled over i horisonten, fandt hun mad og husly i et af rutens mange herberger. Når en af rutens mange kirker bød på pilgrimsmesse, fandt hun åndelig føde og fællesskab. Som pilgrimme har gjort det før hende siden 1200-tallet.
– Det historiske aspekt giver en dimension af evighed, fortæller Lene, der beskriver sin tur som en form for ”bønnevandring.”
Kombinationen med traveture og bøn benytter hun også gerne i Danmark, hvor hun blandt andet har en fortid med bønnetjeneste hos Ungdom Med Opgave.
Det særlige ved pilgrimsfærden mod Santiago de Compostella var imidlertid, at terrænet her var ukendt og afsides beliggende i forhold til den hjemlige ”trædemølle”.
Et element, der også kendetegner de åndelige retræter, der i disse år får mange til at søge ro fra en urolig verden i afsidesliggende refugier.

– Det handler om at komme væk fra det gængse og søge det simple, forklarer den adrætte kvinde, der siden sin afrejse fra Grindsted, med 10 kilo på ryggen og en vandflaske ved siden, bevidst fravalgte hverdagslivets bekvemmeligheder. Og hverdagslivets bekymringer.
– Jeg skulle kun tænke på det helt basale: Vand, mad og et herberg for natten. Når de ting var på plads, var det bare at følge rutens små, gule pile. Og lade benene om resten.
Med to måneder på feriekontoen kunne Lene tillade sig at tage den med ro. For hende var det ikke en overlevelsestur eller tracking i det spektakulære bjergområde. Nogle dage gik hun mere end 35 kilometer på en dag, andre dage gjorde hun holdt efter 10.
– Det var et privilegium at have god tid. At kunne lade tankerne følge deres egen rækkefølge. At kunne give plads til refleksion. Og lade refleksionen handle om det, der viste sig behov for.
Lene sammenligner sin vandring med terapi. Hvor hendes rute havde plads til omveje fra starten ved den franske grænse til målstregen ved katedralen i Santiago de Compostella, ville en session i terapi typisk være underlagt en tidshorisont, være intens og knyttet til et forventet udbytte. Lene vedgår, at hun også har tilbagelagt nogle ”strækninger” i terapeuters konsultationer i tidens løb.
– Men når man vandrer, kan man opleve, at afklaringen kommer ubevidst, fortsætter hun.
– Man kan gå og tygge på ting, der optager en, stort som småt. Meditere. Den 42-årige kvinde, der er uddannet jurist, jonglerer eftertænksomt med ordene for at indkredse den dybere mening med sin pilgrimsvandring.
– Det kommer tæt på bøn, konkluderer hun.
– Det at åbne sig for Gud og søge hans væsen. En tilstand, hvor alt lades til side, og han får hele opmærksomheden.

Lene med Villa Franco del Bierzo i baggrunden og 175 km. igen.

Lene erkender, at hun er et snakkende gemyt. Kombineret med, at hun ikke var den eneste pilgrim på simpel vandretur i Spanien, gjorde, at hun aldrig savnede selskab.
– Nogle gange blev det nok til lidt for meget snak, ler hun, men påpeger samtidig, at mødet med medvandrere imod samme mål også gav turen en særlig dimension. Og ikke mindst nogen at dele tanker og oplevelser med. Også bagefter.
– Både i Santiago de Compostella og efter hjemturen til Danmark har Lene således haft anledning til at mødes med ”gamle venner” fra ”El Caminoen”, som ”vejen” kaldes på spansk.
– Da jeg nåede frem til det kristne ”pilgrims-Mekka” og blev registreret på pilgrimskontoret, mødte jeg adskillige kendte ansigter. Mennesker, jeg et eller andet sted på ruten havde brugt timer sammen med, og som jeg havde talt med. Både om at vandre og om livet, fortæller Lene, der ser tilværelsen afspejle sig i fænomenet.
– Unikke og med hver sin historie bevæger alle sig frem ad samme rute, betragter det samme landskab og bevæger sig i det samme vejrlig, filosoferer hun og bemærker, at turen bestemt ikke kun bød på solstråler fra oven. Også i Spanien kan det regne om sommeren.
– Men man får anledning til at reflektere over tilværelsen.

Frem for alt er pilgrimsvandring dog en slags ”kirkegang”. Trods behagelig adspredelse undervejs var Lenes trofaste rejsefælle Gud.
Langs ruten findes en hel perlerække af klostre, katedraler og kirker, der har budt pilgrimme indenfor siden middelalderen. I flere kirker afholdes særlige pilgrimsmesser, og Lene gjorde gerne holdt for at deltage i lovsangen og bønnen.
– Jeg forstod jo ikke så mange ord, men jeg kunne mærke ånden, forklarer hun og tilføjer, at det også på selve turen ude i landskabet var specielt at vide, at der rundt omkring var mennesker, der bad for pilgrimmene.
For Lene var målet ikke kun at gennemføre den rituelle distance til Katedralen langt ude mod vest. Målet var heller ikke at ryste særlige problemer af sig under de daglige traveture i al slags vejr.
Vejen var hendes mål. Mødet med sig selv og med Gud var hendes mål.
– Man ved jo ikke, hvad man møder undervejs. Et aspekt der skaber en ubekymrethed og tillid til Gud. Og hjælper en til at lade turen handle om det, man har brug for. Til at opleve Guds nærhed under alle forhold. Til at blive afklaret.
Sætningerne fortsætter som spanske rytmer. Men turen er nu slut for den hjemvendte pilgrim, der dog har denne erfaring med i rygsækken:
– Man forbavses over, hvor meget der bliver sørget for en, når man får lært at lægge bekymringerne fra sig.