Fællesskabets fine fordele

Ved du, hvorfor fuglene flyver i V-formet formation, når de flyver sydpå? Det gør de, fordi deres flyve-kapacitet øges med 70 pct. i forhold til, hvis de fløj alene. Derved kan de små fugle flyve tusindvis af kilometer mere end de ellers ville kunne klare.Denne lille oplysning, som jeg fandt i ”Et Ord til Dagen” (som kan bestilles gratis på ucb.dk) fortæller os mindst to tankevækkende sandheder:
1) Skaberværket er fantastisk.
2) Vi er skabt til fællesskab.

Jo mere, man undersøger naturen og alle de små og store skabninger, des mere forbløffet bliver man over, hvor genialt det hele fungerer. Og selv dér, hvor vi mennesker griber ødelæggende ind, formår dyr og planter ofte at rekreere sig – at hele og genskabe på en fantastisk måde.
Selv i de mindste detaljer ser man et genialt design. Fuglene er i sig selv så smart konstruerede, at fx knoglerne i deres vinger er hule og bøjelige, så de vejer uhyre lidt, men alligevel kan klare enorme og utallige svingninger. Hele tiden justerer vingerne sig automatisk for at udnytte luftstrømmene bedst. Ofte mange gange i sekundet.
Det er den slags opdagelser, der får nogle af os til at tænke: Der må være en genial Skaber bag det hele.

Når fuglene flyver i formation, skaber de opdrift for hinanden. Sådan er det også i et godt kristent fællesskab. Vi løfter hinanden op bare ved at være sammen. Vi kan bedre holde ud på livsrejsen, når vi har venner.
Specielt, når Guds ånd er nærværende i vores fællesskab, er det givende. Så får vi ikke blot fordelen ved at være sammen, men vi får ekstra energi – ovenfra.
Vi er skabt til fællesskab med andre mennesker – og med den gode Gud, som er vores ophav og himmelske Far.

Redaktør Henri Nissen