Før var Preben plaget af gigt

Han var afhængig af rollator, kørestol, el-scooter, hjemmehjælp og ledsager til indkøb. Nu springer han omkring og går til fitness.- Gigten kom krybende, og i 1995 bukkede jeg under med en diskosprolaps og slidgigt i ryggen, fortæller Preben Delfs.– Derefter blev det værre og værre, men jeg ville ikke opgive min lederstilling.
Da jeg kom på gigthospitalet, spurgte lægen, hvordan i alverden jeg havde kunnet få det til at hænge sammen.
Til at begynde med kunne de ikke finde ud af, hvad der var galt med mig, men i 2005 blev det diagnosticeret som psoriasis-gigt.
Jeg havde stærke smerter hele tiden, hver dag, og blev sat på stadig mere smertestillende medicin fra flere kategorier. Jeg fik at vide, at hvis jeg skulle have mere, så skulle jeg på ren morfin.
Det gik ned ad bakke, og der kom flere og flere hjælpemidler ind i mit hjem, og jeg havde brug for mere og mere hjælp. I 2007 fik jeg tilkendt min pension, men jeg mistede også mit arbejde efter så lang tids sygemelding.

– På gigthospitalet fik jeg at vide, at det var en sygdom, der kun bevægede sig nedad, og det handlede om at prøve at få det til at gå så langsomt som muligt. Men de stod faktisk magtesløse.
Det var ved at tage pippet helt fra mig – jeg var kun 40 år. Min første kone og jeg blev skilt i 1994 efter 8 års ægteskab. Nu gik min anden ægtefælle også…

– Faktisk levede jeg et aktivt kristent liv i mit første ægteskab. Jeg var blevet kristen som ung og kom først i Pinsekirken i Esbjerg.
Men efter skilsmissen i 1994 ebbede det ud. Jeg havde en ørkenperiode, hvor jeg så også giftede mig igen.
Jeg troede fortsat, men der gik længe mellem, at jeg kom i kirke, og det var ikke dét, der fyldte mit liv.
Da jeg så pludselig blev alene for anden gang i sommeren 2007, følte jeg mig helt forladt. Jeg havde mistet mit job, min førlighed, mit håb og mit mod, jeg havde mistet min ægtefælle, mine to store børn var flyttet hjemmefra, og min lille dreng på seks år så jeg kun en uge ad gangen…

– Men pludselig gik det op for mig, at der var én, der ikke havde forladt mig – Gud.
Wauw. Jeg kunne mærke, at han var der og ville mig noget. Det var fantastisk, så jeg tørrede støvet af min bibel og gik i gang med at læse.
Jeg begyndte at gå på nettet for at finde lovsange og opdagede, at der kun fem minutter fra mig lå en nystartet kirke.
De var utroligt hjertevarme og imødekommende, og det havde jeg sådan brug for. Så der trillede jeg ned på min el-scooter og sad med min trykaflastende pude og var med de dage, jeg kunne klare det.

Prebens journal fortæller om en mirakuløs forbedring.

– Jeg vidste godt, at Gud kunne helbrede, det havde jeg jo set førhen. Men jeg var så slukket indeni.
Alligevel begyndte jeg at bede om at få det bedre.
Jeg havde brug for at få noget kristen undervisning til at få min tro bygget op.
Så jeg undersøgte alle de kristne sommerkonferencer, men det var alt sammen i de uger, hvor jeg havde min lille søn. Den uge, jeg ikke havde ham, var der kun festival i Arnborg hos Evangelist.
Dér skulle jeg ikke hen, for jeg syntes de var lidt skæve og underlige, og jeg var sådan lidt bange for dem. Når Christian Hedegaard havde været i fjernsynet, syntes jeg, han var lidt vild. Men da jeg så, at der var gode undervisere, tænke jeg ”pyt med det”.
Jeg begyndte at få det dårligt, inden jeg skulle af sted, men jeg vidste, at hvis jeg ikke kom af sted nu, så kom jeg aldrig af sted. Så jeg kørte derop til mit hotelværelse. Jeg var helt ødelagt efter den køretur, så jeg tog en 3-timers lur før aftenmødet mandag aften.
Jeg var smadder irriteret, for de havde ingen handicapparkering. Jeg stavrede af sted hen til hallen med min rollator. Jeg sad bagerst i salen med min trykaflastende pude og var meget anspændt.

– Taleren Robert Bwalya fortalte om de værste smerter i livet. Det første var skilsmisser. Det kunne jeg godt følge, for ovenpå to skilsmisser følte jeg mig forkastet og forkert. For ægteskabet er jo vigtigt og helligt, og her havde jeg knækket to gange.
Han gik så ind på smerten ved at leve som single og smerten ved at leve med handicap.
Jeg tænkte bare wauw mand, er det mig, han snakker til her? Jeg følte mig ligesom skudt med spredehagl. Længere henne i hans rækkefølge kom også smerten ved at leve med smerter og sygdom. Da der til sidst blev kaldt op til forbøn, tænkte jeg mest på smerten ved mine to skilsmisser.
Mange gik op, og jeg var træt, og det var lidt træls det hele. Jeg fandt mig en siddeplads på de forreste rækker og begyndte at diskutere med mig selv og Gud, og sad bare og tænkte, at det ikke skulle blive Christian, der bad for mig.
Kort efter gik Christian direkte ned gennem hele forsamlingen, lige hen til mig. Han havde set mig med min rollator, og at jeg havde bandager på armene, og han kunne se, at jeg var forpint og krumbøjet, og han snakkede om denne her sygdom.
Jeg var irriteret, for jeg ville jo bare bedes for pga. skilsmisserne, men okay, vi kunne da godt snakke sygdom.
Han brugte over en time på at snakke med mig, og vi læste i Biblen. Så kom vi til 2. Korinterbrev 6,2, hvor der står, at frelsens time, det er nu. Christian spurgte, om jeg havde mod på det, og det havde jeg.
Et vendepunkt var, at jeg bad om tilgivelse for skilsmisserne, men også for nogle kirkelige ting, som jeg var såret over og skulle give slip på.
Efter at vi havde bedt, havde jeg bare endnu mere ondt, fordi vi havde stået op, men jeg havde en lethed indeni.

Christian spurgte, om jeg var klar til at tage nogle skridt i tro. Det svarede jeg ja til. Så gik vi arm i arm, og han støttede mig. Vi stoppede op og læste lidt i Biblen. Så gik vi igen – hurtigere og hurtigere, og til sidst løb vi sammen og så løb jeg selv…!
Pludselig kunne jeg noget, jeg ikke havde kunnet i lang tid. Jeg kunne sidde på de plasticstole, de havde i cafémiljøet. Jeg kunne være i gang hele dagen uden tre timers middagslur. Det var vidunderligt.

– I løbet af et par dage trappede jeg min smertestillende medicin ned og endte med at have færre smerter end før.
Jeg talte med min læge på gigthospitalet og aftalte med ham, at jeg også skulle trappe ned på min behandlende medicin. På det tidspunkt fik jeg gigtmedicin og tog selv injektioner to gange om ugen.
Men i løbet af et par uger var jeg helt medicinfri!
I stedet for piller og medicin har jeg sunget lovsange, læst i min bibel, fortalt om, hvad der er sket for mig, gjort noget for andre – og det har altså rykket noget. Nogle gange er der kommet smerter eller noget andet, men så har jeg bare tænkt: Nej! Og så er jeg taget ud at cykle.

– Når jeg før mødte nogle af de mennesker, jeg ikke kunne tilgive, så fik jeg en knude indeni. Men efter at jeg tilgav dem, så var jeg bare glad, når jeg mødte dem.
Nogle af de største mirakler, der er sket for mig, er selvfølgelig det fysiske, og det er jo også det, folk lægger mærke til. Men for mig er det også det, at jeg har fået mod på livet igen og har fået håb ind.
Der er kommet en glæde og en kærlighed ind i mit liv igen.