Gravhaven og Golgata besøges årligt af tusinder

Den andagtsfulde gravhave tæt på Jerusalems gamle bydel minder dagligt tusinde pilgrimme om Jesu opstandelse fra de døde.Sidste år fik gravhaven i Jerusalem 235.562 besøg. Dette var en stigning på 28 pct., fortæller chefguide i haven, Greg Wolfe, til Udfordringen.

– Graven, der er hugget ind i klippen, anses af mange evangeliske kristne som identisk med Jesu grav, fortæller chefguide i gravhaven, Greg Wolfe (indsat foto).

Alene i januar 2009 fik haven 15.207 besøgende, og i februar var tallet 16.671. Det høje antal på dette tidspunkt tilskrives, at olielandet Nigeria på det tidspunkt har tradition for pilgrimsrejser til Jerusalem.
Mens muslimer rejser til Mekka, kommer kristne til Jerusalem.
Selvom verdensbilledet er præget af økonomisk tilbagegang, oplyser Greg Wolfe, at kun få annullerer en Israel-rejse. Alligevel er chefguiden afventende med at skrue forventningerne for højt op.
– Det er ikke sikkert, vi får lige så mange besøgende i år, men vi venter os et godt år, smiler han.

Gravhave og hovedskalsted

”Han er ikke her, han er opstanden”, forkynder et skilt på døren til graven, der er tom, ligesom stenen er rullet fra indgangen.

Greg Wolfe fortæller, at Gravhaven, der også kaldes Gordons Golgata, giver et stærkt billede af Bibelens rammer for Jesus korsfæstelse og opstandelse.
Jesus blev korsfæstet på hovedskalsstedet, og lige udenfor gravhaven er der en klippeformation, der har lighed med en hovedskal.
Haven rummer en gravhule, der er hugget ind i klippen med en stor sten rullet fra indgangen.
Mange evangeliske kristne anser dette for Jesu gravsted, mens mange katolikker mener, det er Gravkirken. Konfessionerne er dog ikke så skarpt opdelte.
– Vi får besøg af et stigende antal katolikker i gravhaven. En del af dem siger, de ikke betragter gravhaven som Jesu gravsted. Alligevel kan de lide den, og det sker også, der er katolsk messe her, fortæller Greg Wolfe, der understreger, at haven er åben for alle.

Skandinavere er flittige besøgende

Gravhaven betyder meget for skandinavere. Da Udfordringen besøger Gravhaven, har en gruppe fra den nordnorske by Alta taget ophold i de andagtsfulde omgivelser med udsigt til klippehøjen, der menes at have en central rolle i Guds frelseshistorie.
Dengang som nu var området angiveligt et sted, hvor mange mennesker kom og gik. I dag har den karakteristiske klippehøj en pulserende busstation som nærmeste nabo.
I haven råder freden, og en norsk præst runder besøget af med en nadverstund for sine deltagere.