Bryd tabuet om politik og tro

Et af de tabuer, som har gjort mest skade i Danmark, er tabuet, at man endelig ikke må tale om kristendom i politik – og heller ikke tale om politik i kirken.Idéen stammer fra Luthers opgør med pavekirken, der på en uheldig måde havde sat sig på den ”verdslige” magt.
Derfor støttede de nordeuropæiske fyrster og konger Luther i hans opgør, så de kunne blive uafhængige af paven. For Luther gik ind for at dele tingene op i to ”regimenter”.
Det åndelige regimente var kirkens og de troendes område, og det skulle staten ikke blande sig i. Til gengæld skulle kirken ikke blande sig i det verdslige regimente.
Men i dag står ateistiske politikerne på nakken af hinanden for at blande sig i kirkens forhold og indskrænke den religiøse ytringsfrihed, ligesom de jævnligt driver klapjagt på kristne institutioner, som har et kristent idégrundlag.
Skal vi kristne bare se til? Skal vi pænt undlade at snakke politik i kirken, mens ateisterne fører politisk krig mod os?
Nej, vi skal ej.
Kristendommen skal ikke lukkes inde i en osteklokke i kirkerne søndag fra 10-12. Den skal ud og påvirke samfundet på alle niveauer. Så bryd tabuet og tal højt om din tro!
Kristendommen værdier er en guldgrube for det politiske liv. Hvor tror man, at det politiske liv oprindeligt fik sine idéer fra om at tage sig af de svage, eller yde den samme retfærdighed til både rig og fattig? Hvor kommer den bærende samfundsmoral fra? Tænk lidt over det.
Lige nu kæmper Kristendemokraterne en desperat kamp for at få underskrifter nok (21.000) til at blive opstillingsberettiget (se side 21). Ganske vist har KD selv været skyld i, at man mistede opbakningen ved ikke tydeligt at stå ved sit kristne grundlag. Men det er der nu gjort op med.
Uanset om du ellers stemmer SF eller Dansk Folkeparti, og uanset at der også er kristne politikere i andre partier (desværre alt for få), så er det vigtigt at KD nu får en chance for at opstille. Det er det eneste parti, som er forpligtet på det kristne grundlag.
Det vil også hjælpe de kristne i de andre partier til at kunne markere den kristne stemme i det offentlige liv.

Af redaktør Henri Nissen