Brug for 100 nye hospice-pladser
Der bør være 260 sengepladser på hospice til uhelbredeligt syge og døende i Danmark. Men der er kun 158. – Vi har fokus på det, lover Bent Hansen fra Danske Regioner.Der er ifølge internationale standarder brug for 50 sengepladser på hospice for hver 1 mio. indbyggere. I Danmark er der derfor brug for ca. 260 sengepladser.
Men trods en ihærdig indsats fra lokale støtteforeninger i samarbejde med bl.a. Hospice Forum Danmark har tallet kun sneget sig op på 158.
Der mangler altså 100 hospicepladser, for at uhelbredeligt syge og døende danskere kan modtage palliativ, dvs. lindrende behandling i rolige omgivelser.
Hvad vil du gøre ved det, spurgte vi formand for Danske Regioner Bent Hansen:
– Det er ikke rart at koble livets afslutning sammen med økonomi, men det er en bekostelig affære, både at anlægge og især at drive hospice. Der skal findes ekstra midler. Engagementet skal udvides.
Vil du så det?
– Det er vigtigt, at give professionel pleje lige til det sidste. Så vi har fokus på det.
– Vi har igennem de seneste år oprettet en række hospice-sengepladser – blandt andet i Region Midtjylland, hvor vi i 2008 fik tre nye hospicer og i alt 41 nye sengepladser. Og jeg ved, at Region Sjælland næste år indvier to nye hospicer med i alt 24 sengepladser. Og vi vil selvfølgelig også fremover arbejde for, at døende og uhelbredeligt syge patienter kan få en så god behandling som overhovedet muligt.
– Hospice er et vældig godt tilbud til en værdig og respektfuld afslutning på livet. Der leveres pleje på et meget højt kvalitetsniveau. Det har jeg stor respekt for, siger han.
I Hospice Forum Danmark modtages disse udmeldinger med blandede følelser:
– Jeg er naturligvis glad for at høre, at Bent Hansen har stor respekt for det arbejde, der gøres på hospicer. Det har de sandelig også fortjent.
– Men jeg er ikke enig i, at det er en bekostelig affære at drive et hospice. En hospice-plads koster nemlig ikke mere end en seng på en sygehusafdeling, siger forummets formand Tove Videbæk.
Men regionerne har faktisk opfyldt de krav om hospice, som regeringen har stillet, tilføjer hun. Derfor bør regering og folketing træde i karakter:
– De bør stille nye krav til regionerne. Samtidig bør de palliative teams have flere ressourcer, siger Videbæk.
Støtteforeninger og hospicer landet over markerer International Hospice Dag lørdag den 10. oktober sammen med over 70 lande.