Nyt missionshus i Børkop

Der bygges stadig missionshuse i Danmark. På lørdag den 10. oktober indvier Vejles borgmester Leif Skov missionshuset ”Arken”.I Børkop har man ikke tidligere haft noget missionshus. I årtier har det lokale IM holdt møderne på et fritidscenter. Der er ca. 35 familier tilknyttet Indre Mission i Børkop.
– Der er indsamlet mere end 2 millioner kroner til projektet, fortæller næstformand Svend Aage Hansen.
Efter Vejles borgmester Leif Skov har klippet den røde snor over, er der åbent hus, hvor entertaineren Hans Jørn Østerby tryller, bugtaler, synger og spiller. Om aftenen foretager IM’s formand, Anders Dalgaard, selve indvielsen.