Udemokratiske forhindringer

Det har været en sej kamp for det hårdt prøvede lille parti, Kristendemokraterne, at få indsamlet de over 20.000 underskrifter, som gør, at det nu må opstille til næste folketingsvalg.De store partier gennemførte nemlig for nogle år siden en stramning af reglerne, som gjorde det næsten umuligt for nye partier at komme på banen.
Det er ikke nok at få 20.000 vælgere til at skrive under. De skal også opgive navn, adresse og endda personnummer.
Dernæst skal partiet sende erklæringen til vedkommendes kommune. Her skal folkeregisteret kontrollere, om personen står opført, og om skemaet er udfyldt helt korrekt. Men ikke nok med det. Nu skal kommunen sende skemaet tilbage til den person, som har skrevet under. Og så skal underskriveren igen beslutte sig, om han virkelig vil bruge frimærker på også at indsende skemaet til partiet. Hvis kommunen da ellers har husket at gøre opmærksom på, at vælgererklæringen skal sendes videre. For det sker heller ikke altid.
Men dermed slutter forhindringerne ikke. Alle de 20.000 underskrifter skal være indsamlet inden for kun 18 måneder. Overskrides den frist, bliver de først indsamlede underskrifter igen ugyldige! Og skulle et andet parti i mellemtiden have indsamlet og afleveret de samme personers underskrifter, så bliver de seneste også erklæret ugyldige…

På den baggrund er det næsten ufatteligt, at det alligevel er lykkedes de tapre landssoldater i det lille parti at trodse alle forhindringer, så de nu har ret til at opstille. For kommer de ikke ind ved næste valg, må de begynde helt forfra!
Det er bestemt ikke i demokratiets ånd at gøre det så besværligt for nye partier bare at få lov at konkurrere med dem, der nu sidder på magten.

Det er formentlig den sidste chance for at stemme på et parti, som er forpligtet på kristendommen i politik.
Og noget kunne jo tyde på, at der er brug for det parti, når andre partier vil forbyde Fadervor i skolen, julesange i børnehaven og alt, hvad der ellers kunne minde os om vores rige kristne historie og kultur.

Af redaktør Henri Nissen