100 kunstnere vil optræde gratis på hospice

Ildsjæle har fået kendte sangere, skuespillere og forfattere til at optræde gratis på landets 15 hospicer 3-4 gange årligt. Det giver døende en kærkommen adspredelse. Hvad har Lone Hertz, Keld og Hilda og Jan Lindhardt til fælles? Blandt andet at de er gået med til at optræde gratis på landets 20 hospicer og sygehusafdelinger for uhelbredeligt syge og døende.

Skuespiller og sanger Kurt Ravn og skuespiller og foredragsholder Lone Hertz er gået med til optræde gratis 3-4 gange om året på hospice. Marianne Harboe er en af ildsjælene bag initiativet.

De er blandt de knap 100 kunstnere og foredragsholdere, som har sagt ja til at optræde gratis 3-4 gange om året. Og dem, der har overtalt dem til det, er ægteparret Marianne Harboe og Hans Dal. Parret er selv indbegrebet af kombinationen kunstnere og hospice. Hans Dal er sanger, musiker og formand for komponistforeningen DPA. Marianne Harboe er seminarielektor i billedkunst og forfatter til 60 salmer. Hun har været frivillig på Skt. Lukas Hospice i seks år og har stiftet Foreningen af Frivillige på Hospice.

Og det var på hospice, ideen til projektet Kunstnere på Hospice blev født:

God stemning

– Der skulle komme mennesker ind på hospice, som kan skabe en god stemning, ved at de optræder eller underholder, fortæller hun.

Marianne Harboe kontaktede alle frivilligkoordinatorer på landets hospicer – og alle på nær ét hospice modtog tilbuddet. Hans Dal brugte sit store netværk i underholdningsbranchen og fik knap 100 kunstnere med på ideen. Det er sangere, musikere, komponister, forfattere, filosoffer, filminstruktører, tv-værter, kunsthistorikere, bladtegnere og sågar en enkelt forhenværende biskop.

Det er navne som Lone Hertz, Susse Wold, Helge Engelbrecht, Kurt Ravn, Jørgen Thorup, Sonja Oppenhagen, Lis og Per, Held og Hilda og endda Danmarks Radios Pigekor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Kunstnerne er gået med til at ikke være smagsdommere, fortæller Marianne Harboe. – De tager sange med fra alle mulige genrer. For når man er døende, skifter man ikke lige pludselig smag fra Giro 413 til tolvtonemusik!

Kærkomment afbræk

Hvad betyder underholdningen for den døende?
– For nogle vil det være et utroligt kærkomment afbræk, hvor fokus kommer væk fra sygdom og død. Ikke kun for døende, men også for pårørende. Vi har jo set, hvordan det tit skaber fællesskab, når den døende og de pårørende er sammen om en oplevelse. Også mellem patient og personale. Pludselig har de noget nyt at tale om.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Marianne Harboe har udgivet et katalog med præsentation af alle kunstnere og foredragsholdere. Det er nu op til frivillige at stable arrangementer på benene.

– De ved nu, at de ikke får afslag, når de henvender sig til disse kunstnere. Og at det er gratis, fortæller Marianne Harboe.