Flere bli’r fattige

Der er nu over 300.000 fattige i Danmark, viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.Der bliver flere og flere fattige i Danmark. Og fattigdommen bider sig fast hos langt flere end tidligere.Det fastslår en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den viser, at der støt er blevet flere fattige igennem hele perioden 2001-2007. Antallet af fattige er i perioden steget med intet mindre end 50 pct. Der er således over 300.000 fattige i Danmark. Og så er studerende endda ikke regnet med.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd definerer fattige som antallet af personer, der har en indkomst, som er mindre end halvdelen af den såkaldte ”medianindkomst”. Medianindkomsten er den midterste indkomst i indkomstfordelingen og udregnes efter en husstands gennemsnitindkomst.

Svært at komme fri

En fremskrivning af indkomsterne til 2010 viser, at det rekordhøje fattigdomsniveau i Danmark har bidt sig fast. Antallet af personer, der hænger fast i fattigdom, stiger fortsat, og der er nu 80.000 personer, der har hængt fast i fattigdom i 3 år i træk, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Undersøgelsen viser, at gruppen af langvarigt fattige er steget med 60 pct. fra 2001-2007. I opgørelsen er ikke medregnet familier, hvor mindst en af forsørgerne er studerende.

Mænd hårdest ramt

Mændene er hårdest ramt. Måles gruppen inkl. de studerende, så udgør mænd 54 pct. af gruppen af længerevarende fattige. Fraregnes familier, hvor mindst én af forsørgerne er studerende, er andelen af mænd i gruppen oppe på 56 pct.
EU har udnævnt 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.
Flere organisationer sætter fokus på fattigdommen i Danmark, bl.a. Kirkens Korshær.
Læs rapporten
via Sondagmorgen.dk