Dansk forsker: Bøn kan helbrede

Århus Universitet har Danmarks største database over helbredelser i danske kirker.Bøn kan både lindre smerter og skabe positive forventninger, viser ny forskning.Det viser den hidtil største database med beretninger om troshelbredelser i Danmark.
Det er stud. mag. Ella Paldam ved Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, der har samlet den imponerende database. Databasen indeholder over 800 beretninger om helbredelser i karismatiske kirker i Danmark.
Hendes forskning viser, at forbøn kan have samme positive virkning som visse former for alternativ behandling.

Tro virker

– Bøn kan helbrede, hvis man tror nok på det. Det samme kan man sige om forskellige former for alternativ behandling som zoneterapi eller kiropraktik. Meget tyder på, at troen på og forventningen til, at behandlingen virker, kan give et positivt resultat, siger Ella Paldam til Kristeligt Dagblad.
Hun bakkes op af sin underviser:
– Der er ingen tvivl om, at tro kan have positive effekter på mange forskellige lidelser. Generelt ved vi, at patientens tro på, at en behandlingsform virker, kan være positivt medvirkende til behandlingens effekt. Denne effekt minder om den såkaldte placeboeffekt, som virker bredt på de fleste lidelser, men som primært hjælper på psykosomatiske lidelser som smerte og velbefindende, siger Uffe Schjødt, postdoc ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet.

Jesus og julemanden

Uffe Schjødt er kendt for sin forskning i hjernens reaktion på bøn. Her er troende unge fra hhv. Indre Mission og Pinsebevægelsen blevet scannet, mens de bad. Et af forskningsresultaterne viste, at det center i hjernen, som reagerer på relationer med andre mennesker, også aktiveres, når personen beder til Gud. Forskningen viste også, at et helt andet center i hjernen reagerer, når en person fx tænker på julemanden.
Læs mere om forskningen på Sondagmorgen.dk.