Par skal undervise i Etiopien
Den 7. oktober rejser Conni og Mogens Kappelgaard ud til undervisningsopgaver i Etiopien frem til sommeren 2011. Parret udsendes af Dansk Ethioper Mission.Mogens skal være lærer på Bingham Academy i skoleåret 2010-11. Bingham Academy er en international, kristen skole med lærere og elever fra Etiopien og hele verden. Blandt eleverne er Esther og Sara Rasmussen – døtre af missionærparret Gitte og Peter Rasmussen, som er udsendt af Dansk Ethioper Mission.
Conni skal undervise Esther og Sara i dansk og desuden hjælpe med bibelundervisning i Mekane Yesus Kirkens Kotobe menighed i Addis Ababa.
I 2004-2006 var Conni og Mogens i Hawassa i Etiopien for Dansk Ethioper Mission. Mogens var dengang rektor på Tabor Evangelical College, som er Mekane Yesus Kirkens gymnasium i byen. Conni underviste missionærbørn.