Rønn: Præster må sige nej til at vie homoseksuelle

Sognepræster kan nægte at medvirke ved vielse af homoseksuelle, hvis Folketinget vedtager, at registreret partnerskab kan indgås i Folkekirken, lover kirkeminister Birthe Rønn Hornbech.
– Hvis der ændres på ægteskabsloven, så homoseksuelle får adgang til at få registreret deres partnerskab i Folkekirken, så er kirken nødt til at levere den ydelse, der skal til, nemlig selve ritualet. Men samtidig er der bred enighed i hele Folkekirken om, at alle præster skal have lov til at stå frit i forhold til at medvirke ved partnerskabets indgåelse.
– På samme måde som lovgivningen i dag giver en sognepræst ret til at nægte at vie fraskilte, vil jeg sørge for, at den samme ret kommer til at gælde, hvis ægteskabsloven ændres, sagde ministeren ifølge Kristeligt Dagblad i et samråd om sagen i sidste uge.