Vær fyldt op

Det er vigtigt at tage føde til sig, ellers bliver man udhungret og modtagelig for sygdomme. Til sidst dør man. Men på samme måde er det faktisk med dit åndelige liv. Din tro.
Hvis du ikke får noget åndeligt at leve af, så bliver du åndeligt udhungret og modtagelig for åndelige ”sygdomme” – og synd. Og til sidst uddør din tro.
Det er, hvad der er sket i mange kristne familier. Bedstemor og bedstefar var troende. De havde måske selv oplevet en herlig omvendelse. Derfor var troen vigtig, og de gav den videre gennem at bede med deres børn, synge kristne sange, læse i Bibelen, tage dem med til søndagsskole, møder og lejre osv.
Men næste generation havde ikke selv oplevet en omvendelse og et opgør med synden – for dem var troen bare noget trygt, de voksede op i. Det fungerede måske for dem. Men i mange tilfælde stoppede troen her. For det er ikke nok med gode traditioner…
Troen skal altid tilegnes forfra af hver ny generation. Hvis den ikke bliver personlig, kan man ikke give den videre til andre. Skal troen stoppe i vores generation?
Jesus har en tankevækkende – og meget aktuel – lignelse om ti brudejomfruer. Halvdelen havde ikke sørget for olie på lamperne, så de var ikke klar, da brudgommen kom, og de kom ikke med til bryllupsfesten…
Brudgommen er et billede på Jesus, der ved verdens ende kommer for at hente bruden, som er den levende og troende menighed, til festen – som er det evige liv.
Hvad var det så, at brudepigerne manglede? Olie?
I Bibelen er olie et billede på Helligånden. Så hvis vi ikke er fyldt med helligånden, så er vi ikke klar. Jesus nævnte ikke dåben eller medlemsskab af en kirke. Han sagde ikke, at brudepigerne manglede gode gerninger, bibelsk viden eller mere religiøs indsigt.
Nej, de manglede bare helligånd på lampen!
Mens verden omkring os er i veer – katastrofer, krige, osv. – forud for Jesu genkomst, er det vigtigere end nogensinde at have olie på lampen, så vi kan SE, hvad der sker. Helligånden åbner vores øjne, så vi ser os selv og verden, som Gud ser den. Det er et samarbejde mellem dig og Gud. Så kast dig over ”åndelig føde” og lad Helligånden fylde dig!

Af redaktør Henri Nissen