DSB spændes for politisk felttog
I en artikel i Avisen på nettet, afsløres den 15. 6, at DSB under sloganet Spring ud og se med DSB i august måned skal være med til Copenhagen Pride, der fejrer homoseksuelle. Her kommer Harry og Harry også til at danne par. (Sidstnævnte er kendt fra DSBs reklamer).
Det er selvfølgelig helt urimeligt. DSB bør ikke bruge offentlige midler på at promovere en bestemt gruppe – hverken i reklamer, ved at deltage i homo-festivaler eller ved at stille faciliteter til rådighed for homo-møder, som det også oplyses i artiklen, at ledelsen gør.
Det handler nemlig ikke blot om at respektere folk, der er anderledes, men om at DSB lader sig misbruge til at agitere for og promovere en politisk kamp.
Ville DSB måske agitere for andre mindretal, som fx Jehovas Vidner, katolikkerne, muslimerne? Nej vel.
DSB skal bare holde sig til at køre tog ikke felttog.
Når vi i disse år oplever, at offentlige institutioner bevidstløst promoverer homoseksualitet, så skyldes det, at man fejlagtigt opfatter denne kampagne som noget alment positivt – på linje med at gå ind for et grønt miljø.
Og hvordan skulle man tro andet. Når bøsserne holder deres festival i København i august, sker det med Københavns kommunes opbakning. Sidste år også Tivolis. Og nu DSB. Og medierne giver de homoseksuelle totalt frit løb. Også i år plantes der sikkert adskillige bøsse-venlige historier i medierne i forbindelse med kampagnen. Hvorfor stiller journalisterne ingen kritiske spørgsmål?
De homoseksuelles kamp er nemlig en politisk kamp, som bl.a. indebærer, at samfundet ændres i sin grundvold. En biologisk unaturlig definition af ægteskab og parforhold får vidtrækkende følger. Fx faderløse børn, der er insemineret, adoptivbørn, der tvinges til at vokse op i et bøsseforhold – og snart skal vores folkekirke også velsigne og gifte bøssepar, helt i strid med kirkens eget bibelske grundlag.
Det er blevet tabu at protestere – men vi kan da stadig bede stille for, at løgnen afsløres.
Af redaktør Henri Nissen