Iran løslader kristen kvinde

Den kristne kvinde Shahla Rahmati er blevet løsladt efter 287 dage bag tremmer. Hun blev fængslet for at være involveret i kristne aktiviteter.
Hendes familie udtrykte bekymring for hendes helbred under fængselsopholdet, da hun ikke fik behandling for et kritisk lavt blodtryk, som efter sigende skyldtes mishandling i fængslet.
Det forværredes blot yderligere, da hun blev flyttet til en overfyldt celle med 80 hærdede kriminelle og stofmisbrugere. Derfor vækker løsladelsen også stor glæde hos familien.
– Vi takker alle kristne for deres trofaste forbøn for at få hende løsladt, fortæller de til Worthy News.
To andre kristne kvinder, der var fængslet sammen med Shahla Rahmati, er dog endnu ikke løsladt. Den ene har fået en dom på to et halvt års fængsel, mens den andens skæbne endnu er uvist.
Der er mindst 100.000 kristne i Iran, hvoraf mange er tidligere muslimer. Officielt er 98 pct. af iranerne muslimer.