Kendt for noget godt

Det er ikke nok at være kendt, mener Kirkeligt Medieakademi, som tilbyder kirkelivet kurser. Men KPresse kom selv galt afsted i fredags.Det er ikke nok at være kendt. Man skal gerne være kendt for noget godt.

Svend Løbner leder Kirkeligt Medieakademi, der ”hjælper kirken ud i pressen – og pressen ind i kirken”.

Under dette slogan indbyder Kirkeligt Medieakademi til sit kommende medie-kursus.
Bag kurserne står Svend Løbner, som også leder Kirkeligt Medieakademis pressebureau KPresse.
I sidste weekend oplevede han imidlertid selv, hvor let man kan komme galt afsted i pressen. KPresse udsendte nemlig en pressemeddelelse om, at biskop Karsten Nissen var en meget tilfreds kunde på Hotel Hebron i København. Han betragtede det nærmest som sit andet hjem.
Men pressemeddelelsen faldt bl.a. Kristeligt Dagblad for brystet. På sin hjemmeside lagde bladet op til en afstemning om, hvorvidt en biskop kan tillade sig at reklamere for et bestemt hotel. Det mente 2/3 af læserne ikke.
Biskoppen tog straks afstand fra fremgangsmåden, selv om han stod ved sin kærlighed til hotellet. Men han troede, han skulle bruges i en folder.
Svend Løbner skyndte sig at trække meddelelsen tilbage:
– Vi laver PR for en række organisationer – heriblandt Hebron – og her spørger vi ofte brugerne om deres tilfredshed. Det er normal procedure i erhvervslivet, men her havde vi undervurderet biskoppens ”tyngde”. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at en person i hans embede ikke kan anbefale et enkelt hotel i Danmark. Jeg beklager, siger Svend Løbner.

Sådan skal du ikke….

På kurset kan man nu lære, hvordan man (ikke) skal gøre. Og flere af landets bedste kommunikationsfolk underviser; bl.a. Michael Trinskjær, Morten Thomsen Højsgaard, Lotte Hansen og Svend Løbner.
Et af emneren er: ”brandslukning” (krisestyring).
Første kursusdag for kirkefolk om medierne er onsdag den 21. marts.