Faderhuset: Vi var dømt på forhånd

I en halvanden time lang video på nettet fortæller Faderhuset deres side af medie-sagerne.- Der er blevet sagt så meget om den lille kirke Faderhuset. Det er let at sætte folk i bås og let at danne sig en mening ud fra medierne.

Ruth Evensen fortæller i filmen, hvordan hun oplevede den tid, hvor alle medier talte om hende.

Sådan begynder speakeren i ”Undskyld Ruth”; -Faderhusets nye halvanden time lange forsvarsfilm for kirken.
For adskillige år siden var det vanskeligt at tænde tv eller radio uden at høre om ”Sekten Faderhuset”. Nu har der været ro om den lille kirke i Bandholm på Lolland længe.
Men medlemmerne må stadig leve med mistro fra omverdenen. Det er en af grundene til, at de nu har valgt at producere en video med deres side af sagen.

Sager blev frafaldet

I løbet af den lange film, som ligger på YouTube, fortæller de blandt andet, hvordan familierne i Faderhuset oplevede det, da de på grund af mistanke om børnemishandling skulle tjekkes af kommunen. Her havde foreningen Børns Vilkår lagt op til massetvangsfjernelse af børn, men alle sager blev siden frafaldet.
Ruth Evensen er sammen med sin mand Kurt Evensen pastor for Faderhuset. Hun fortæller, hvordan hun gennem ”Danmarkshistoriens største smædekampagne” blev overrasket over, hvor onde mennesker kunne være.
Videoen fortæller også Ruth og familiens side af Sophias historie. Sophia, som er Ruths datter, har skrevet en bog om sin mor med titlen ”Ondskab”.
Derudover beskæftiger videoen sig også med sagen omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69, som Faderhuset købte og siden videresolgte.