Retten til Liv mangler stadig 5.000 underskrifter

Gunnar Nørby
Gunnar Nørby

Danmark skal sende 9.750 underskrifter til EU for at sætte fostres rettigheder på dagsordenen.

Selv om underskriftsindsamlingen One of Us, der skal sikre de ufødtes rettigheder i EU, har fået næsten 900.000 underskrifter i Europa, mangler der over 50 procent af de danske.

– Vi må bede om, at danskerne vågner op og tager ansvar i spørgsmålet om abort, siger Gunnar Nørby, der gennem emails opfordrer folk til at skrive under på borgerinitiativet One of Us.
Når kampagnen ”One of Us” har fået 1 million underskrivere, vil de nemlig anmode EU parlamentet om ikke at give støtte til forskning, der forudsætter ødelæggelsen af menneskefostre.
Et ”EU borger-initiativ” skal bakkes op af mindst 1 million EU-borgere fra mindst syv af de 27 medlemslande. Hvert land skal så indsamle et antal underskrifter i forhold til sin størrelse.

Vi er ikke i mål endnu

På denne baggrund minder abortmodstanderne i organisationen Retten til Liv om, at vi endnu ikke er i mål med de danske underskrifter.
– Den 16. august havde vi kun fået 4.349 af de 9.750 underskrifter, vi skal bruge. Det svarer til 44 procent, siger Gunnar Nørby.

Greenpeace-dommen

Udgangspunktet for One of Us-initiativet er en epokegørende dom afsagt af Europadomstolen i sagen Brüstle mod Greenpeace i 2011. Her blev det menneskelige embryo nemlig officielt betegnet som ’begyndelsen på udviklingen af et menneske’. Den befrugtede ægcelle opfattes altså fra første sekund som et ”menneskeligt embryon”.
Abortmodstandere i Europa øjnede chancen for at bruge denne afgørelse og tog derfor initiativ til den underskriftindsamling, der forhåbentlig vil føre til, at EUs love fremover vil omhandle beskyttelse af menneskefostre.
Blandt andet stamcelleforskningen i embryonale stamceller vil blive påvirket af initiativet.