Skal reformationen fejres?
500 året for reformationen, nærmer sig. Som konvertit til den katolske tro skønt opvokset i et grundtvigsk miljø med foragt for latinskole, pavevælde og deslige uvæsen, tillader jeg mig at stille alle andre det spørgsmål som jeg har stillet mig selv:
Er denne splittelse af kirken en gave fra Gud, en velsignelse vi skal fejre, eller er den en tragedie, et tab af den enhed som vor Herre så inderligt bad om i sin sidste time?
Helligånden blæser hvorhen den vil på tværs af kirkeskel og dét er værd at fejre. Vores Gud er en enhedens Gud som samler det adspredte. Men at fejre at man her i Norden ”slap fri” fra den slemme autoritære kirke i syd er efter mit hjertes bedste overbevisning ikke i Guds ånd.
I mine øjne gjorde vi oprør imod moderkirken, som en teenager der har brug for at definere sin identitet ved at tage afstand fra alt det forældrene står for. Hvad med at se 500 året som en moden anledning til igen at åbne sig for familie-fælleskabet i den universelle kristne kirke? Moderkirkens hjerte banker stadig for sin yngste datter!
Karen M. Kofoed Petersen
Strandvejen 1
6720 Nordby, Fanø