Sømandspræst starter valgmenighed

Frede Ruby Østergaard
Frede Ruby Østergaard

En valgmenighed med fokus på Jesus og ønsket om at engagere alle starter den første december i Grundfør Kirke med Frede Ruby Østergaard som præst.

En gruppe kirkeligt aktive fra Hinnerup har stiftet en valgmenighed, hvor Frede Ruby Østergaard skal fungere som præst.

Gruppen har gennem det sidste halvandet år arbejdet med at stifte en valgmenighed i Favrskov Kommune. Første gudstjeneste holdes den første december i Grundfør Kirke med Frede Ruby Østergaard, Hinnerup, som præst.

Klassisk kristendom

– Vi har følt et behov for en menighed inden for folkekirken, som ud fra et klassisk kristent grundlag sætter fokus på Jesus Kristus som Guds gave til mennesket. Samtidigt vil forkyndelsen pege på, hvad det betyder for vores liv som kristen i 2013, fortæller Frede Ruby Østergaard, som er generalsekretær og sømandspræst i Indenlandsk Sømandsmission.
I begyndelsen vil han fungere som præst på frivillig basis, men når valgmenigheden er kommet godt i gang, vil man ansætte en fast præst.

Kirken har brug for alle

– Vores mål er en menighed, som har et klart og forståeligt evangelisk budskab til alle aldre – et budskab som forkyndes så relevant, at de enkelte medlemmer bliver inspireret til at vise omsorg og næstekærlighed i deres nabolag ud fra de kvalifikationer, som man nu engang har, siger præsten.
Ethvert menneske har to øjne, to ører, en mund og to hænder – så alle kristne kan bringe omsorg og budskabet om Jesus ud til andre, mener Frede Ruby Østergaard.

Nye og gamle former

Menigheden begynder med at holde to gudstjenester pr. måned og håber, at alle fra helt små til ældre kan føle sig hjemme. Gudstjenesterne vil ikke blive ens i opbygning hver gang, men der vil være en del kendte elementer fra den almindelige søndagsgudstjeneste, lover den frivillige valgmenighedspræst.

Valgmenigheder

Pr. juni 2013 var der ca. 43 valgmenigheder i Danmark (denne menighed blev først godkendt i oktober).
Betegnelsen valgmenighed bruges om en gruppe folkekirkemedlemmer, som danner en menighed med et særligt fokus inden for rammerne af folkekirken og dens teologiske grundlag.
Valgmenighedsloven fra 15. maj 1868 er en del af den folkekirkelige frihedslovgivning.
Valgmenigheder hører under folkekirken og godkendes af kirkeministeren.
Et medlem af en valgmenighed betaler ikke almindelig kirkeskat, men derimod bidrag til valgmenigheden til aflønning af præst, leje af kirkerum mm.