Væk med P-huset ved domkirken

- Hvis man nedriver bygningen bag mig, kunne man få et helt nyt bymiljø, så domkirken kommer til sin ret, siger Peter Øhrstrøm.
– Hvis man nedriver bygningen bag mig, kunne man få et helt nyt bymiljø, så domkirken kommer til sin ret, siger Peter Øhrstrøm.

For Kristendemokraterne i Aalborg står socialpolitikken højest på dagsordenen. Men det fylder også – ifølge en video på YouTube – at jorden vakler under domkirken, Skt. Budolfi Kirke, på grund af en planlagt fem-etagers parkeringskælder.

Kristendemokraterne i Aalborg vil gerne have fjernet parkeringskælderen foran domkirken.

I en video på YouTube præsenterer dr. scient og professor i kommunikation ved Aalborg Universitet Peter Øhrstrøm sig selv: 64 år gammel, far til fire og bedstefar til syv.
– Jeg er meget optaget af etiske problemer og har været medlem af Etisk Råd i 11 år, siger han til indledning.

Par-rådgivning

Et eksempel på de etiske spørgsmål, Peter Øhrstrøm brænder for, er familiepolitikken.
– Familierne bør styrkes, siger Peter Øhrstrøm.
Han vil have indført par-rådgivning for alle par med børn i Aalborg Kommune, ligesom man har det i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her kan ægtepar nemlig få fem møder med en par-rådgiver på kommunens regning. Den oprindelige midlertidige ordning er nu blevet gjort permanent i Ringkøbing-Skjern.
Med denne ordning kan familierne få løst nogle af deres problemer. Folk skal i den sammenhæng ikke blive til ”sager”, men man skal selv kunne tage kontakt med en af kommunenes par-rådgivere, siger Øhrstrøm.
– Det er et tilbud, som forebygger skilsmisser. Men hvis et par er gået fra hinanden, kunne kommunen tilbyde rådgivning for at sikre de bedst mulige forhold, især for skilsmissebørnene. Det er der planer om i Ringkøbing-Skjern, mener Peter Øhrstrøm.

Vil forebygge aborter

– Mit hjerte banker for socialpolitikken i vores kommune, siger Gurli Joensen, som præsenterer sig selv som 32 år, gift og mor til tre dejlige piger.
Hun vil kæmpe for børn og unge og udsatte familier.
– Der skal være bedre støtte til unge, gravide kvinder, siger hun. Det betyder, at socialpolitikken er i fokus, og KD vil gerne sikre, at ingen gravide skal opleve at blive presset til at få abort hverken af kommunen, økonomien eller af boligforholdene.
I Aalborg Kommune er der omkring 500 aborter om året. Med den rette rådgivning og støtte vil flere kunne vælge at gennemføre deres graviditet, mener Gurli Joensen.
Også det frivillige sociale arbejde skal styrkes. Kommunen kan ikke løfte alle de vigtige opgaver, som de frivillige organisationer udfører, men KD ønsker at give de frivillige bedre forhold, siger Joensen.

Skrot P-huset

Peter Øhrstrøm har endnu en mærkesag:
– Det var en stort skuffelse for Kristendemokraterne, at byrådet vedtog en plan for Budolfi Plads, som kunne føre til, at domkirken bliver truet. Bygningen af en flere etager dyb p-kælder på pladsen kunne skade domkirken. Hvorfor ikke få en fin, grøn domkirkeplads i stedet? spørger Øhrstrøm.
– Hvis man nedriver huset bag mig, kunne man få et helt nyt, grønt bymiljø, så domkirken kommer til sin ret og bliver tydelig i bybilledet, siger Peter Øhrstrøm.
Han mener, at planerne om den underjordiske p-kælder – samt det eksisterende p-hus – burde skrottes.

Vakler i sin grundvold

Menighedsrådet ved domkirken er også meget bekymret over planerne om en parkeringskælder.
Man ved nemlig allerede, at domkirkens nordvestlige hjørne synker 1-2 millimeter årligt.
Det har allerede forårsaget et vrid i dele af domkirkens tømmerkonstruktion, og et større byggeri med sænkning af grundvandsspejlet vil kunne forstærke vridet i kirkeskibet, undestreger menighedsrådet ved Budolfi KIrke.