Vores blinde vinkler

På det seneste har lastbilernes blinde vinkler kostet mange liv i trafikken. Som kristne har vi også hver især blinde vinkler – både som enkeltpersoner og kirkegrupperinger.

Som enkeltpersoner minder Jesus os med billedet af en splint eller en bjælke i øjet om, at vi ikke skal være hurtige til at dømme andre – heller ikke selvom sagen ser soleklar ud for os. For der kan være blinde vinkler, hvor vores perspektiv hindrer os i at se den store sammenhæng.
Jeg tror, det samme kan gælde for kirkegrupperinger. I Danmark har der traditionelt været stor strid mellem de forskellige kirkeretninger, og vigtige spørgsmål har været med til at sætte skel mellem os.
Det kan være nødvendigt, for selvom vi alle ønsker at tjene og følge Gud – og tro på Jesus af et oprigtigt hjerte, kan det være betydningsfulde ting, som vi er uenige om.
Men samtidig kan det også blive en fare og en blind vinkel for os. Vores opdelinger i kirkegrupperinger kan blive en sovepude for os selv, hvor vi bliver optaget af de andres fejl. Det er godt og naturligt at være stolt af og taknemmelig for sine egne menighedssammenhænge. Men hvis den taknemmelighed medfører fingerpegning og nedgøring af andre kirkesamfund eller sammenhænge, som ikke har set ”lyset”, så tror jeg ikke, at det skaber jubelråb fra Himlen.
Vi må huske på, at vi også som kirkesamfund har blinde vinkler. Om ikke andet, så fordi vi i vores menneskelige tilkortkommenhed ikke kan rumme hele Guds nåde, kærlighed og sandhed.
Ja, de andre menighedssamfund har fejl – og de fejl kan stå lysende klart for os, da det netop er områder, hvor vi selv er stærke og har stor visdom. Men opfordringen fra Jesus er stadig den samme: Vær optaget af bjælken hos dig selv frem for splinten hos din bror…
For der står også i Bibelen, at vi sammen med ALLE de hellige skal kende højden og bredden og dybden af Guds kærlighed. Jeg tror, at én af betydningerne af det vers kan være, at vi som enkeltmennesker – eller enkeltstående kirkesamfund – kun kan rumme eller kende dele af Guds kærlighed. Den er for stor – for ufattelig – til at vi kan forstå alle dimensioner. Men når vi kan være sammen – på tværs af kirkeskel, men fælles om frelsen i Jesus – så bliver det todimensionelle tredimensionelt.

Derfor tror jeg også, at Himlen klapper med, når kristne arbejder sammen, beder sammen eller blot er venner på tværs af de uenigheder, som er en del af menneskelivet her. Og når vi gør det, håber jeg, at vores grupperingers blinde vinkler bliver til skade for knap så mange.