NY formand for Mission Afrika

Ebola-epidemi og terror er udfordringer for udvekslingen mellem Danmark og Afrika, mener Anne Mie Skak Johansen.

Anne Mie Skak Johanson på hug (fotograf Anne Sofie Bjørn Bitsch)

Hun vil styrke netværket.

– Som bestyrelse skal vi finde ud af, hvordan vi kan engagere vores netværk og partnere i Danmark og Afrika i mission, selvom konflikter i Afrika besværliggør udveksling, siger Anne Mie Skak Johanson.

Valgt på årsmødet
Anne Mie Skak Johanson er sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup i Haderslev, men bosat i Odder. Hun blev valgt af bestyrelsen som formand i forbindelse med Mission Afrikas års- og repræsentantskabsmøde den 13. september. Den tidligere formand, sognepræst Thomas Hansen, havde valgt at trække sig fra formandsstolen og fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem.

Netværk i fokus
For Anne Mie S. Johanson skal mission være i fokus.
– Jeg bliver tilfreds som formand, hvis det går missionen godt. Det betyder, at jeg – sammen med det team, som bestyrelsen er – vil forsøge at føre Mission Afrika frem i en positiv retning, så vi fortsat bliver ved med at være en missionsorganisation, som det er attraktivt for vores bagland og for vores netværk at være en del af, siger hun.Anne Mie Skak Johanson på hug (fotograf Anne Sofie Bjørn Bitsch)

Ebola og terror
Men netop nu er der mange udfordringer i Vestafrika.
– Mange af vore partnerlande er i øjeblikket præget af konflikter, der vanskeliggør udveksling mellem Danmark og Afrika. For eksempel kæmper Nigeria og Nordcameroun med terrororganisationen Boko Haram, mens Sierra Leone kæmper med at få styr på en voldsom ebolaepidemi.
Som bestyrelse skal vi finde ud af, hvordan vi kan udvikle og engagere vores netværk og partnere i Danmark og Afrika i mission, selvom konflikter i Afrika besværliggør udveksling, siger den nye formand.
Anne Mie Skak Johanson var i en årrække daglig leder af Dansk Oase og stod bl.a. for de store sommercamps, hvor ca. 5.000 mennesker mødes. Hun har desuden fungeret som præst i 12 år.
Hun er gift med Leif Johanson, som er præst i Odder Frimenighed.