Tre kurser for par og forældre
To københavnske kirker vil med tre kurser sætte fokus på det at være far, mor og par.
Fredens og Nazareth Kirker på Østerbro i København sætter i løbet af foråret fokus på parforhold og forældreroller med 3 forskellige kurser. De nære relationer i familien og parforholdet er livsvigtige – men også skrøbelige, og de kræver konstant pleje.
Derfor ønsker menighederne gennem kurserne at skabe rum og plads til at fordybe sig i sin rolle som ægtefælle og/eller forælder i fællesskab med andre i samme situation for bedre at kunne fungere i disse roller. Psykoterapeut Lise og hendes mand Frederik Berggren Smidt, som er præst, vil være undervisere og kursusledere på de 3 kurser for hhv. mødre, fædre og par.
Hjælp, jeg er blevet far!
Der bliver Far-lørdage i Ryes Café ved Nazaret kirke, hvor mænd kan blive klogere på far-rollen ud fra både faglig undervisning, drøftelse og sparring med andre fædre. Lørdagene starter med fælles brunch. Herefter er der foredrag og tid til drøftelse og spørgsmål. Lørdag den 21. marts er emnet: Hjælp, jeg er blevet far! Den 25. april handler det om ansvar og opgaver som maskulin rollemodel – og den 9. maj er emnet: Hvor må jeg køre med min Mercedes? Her handler det om maskulinitet som positiv ressource.
Kvinde, kend dit værd
For mødrene er der kurser over tre onsdag aftener. Her er fokus på formidling af kærlighed til børn, forventninger og kvinders psyke samt kvinders seksualitet i en presset hverdag. Kurserne foregår hhv. den 26. marts, 9. april og 23. april. I weekenden 29.-31. maj foregår et PREP-kursus (dvs. et kommunikationskursus) for par.