Dansk hjælp til jordskælvsofre i Nepal
Mission Øst uddelte lørdag presenninger og hygiejneartikler til jordskælvsofre i fire afsidesliggende landsbyer tæt på et af jordskælvets epicentre nordøst for Katmandu. Taknemmeligheden var rørende, fortæller Mission Østs udsendte.
Tre lastbiler med presenninger og hygiejneudstyr fra Mission Øst nåede sidste lørdag helt ud til jordskælvsofre i fire afsidesliggende landsbyer i Sindhupalchowk-distriktet nordøst for den nepalesiske hovedstad Katmandu. Området er et af de værst ramte, efter at et voldsomt jordskælv ramte Nepal den 25. april. Over 90 procent af husene er totalt ødelagte og må bygges helt om af frygt for sammenstyrtning.
Med presenningerne vil befolkningen kunne beskytte sig selv mod monsunen, der begynder om en måned, mens de genopbygger deres huse. Vandrensningstabletter og vanddunke kan sikre familierne rent drikkevand. Og hygiejneartikler vil kunne forebygge infektioner og sygdomme. Men befolkningen tør ikke vende tilbage til deres huse af frygt for, at de vil styrte sammen i de mange efterskælv.
Teamet fra Mission Øst mødte et ældre ægtepar på hhv. 72 og 82 år, som har boet under en presenning i en uge, fordi de ikke tør vende tilbage til deres lejlighed, selv om manden lider af gigt, og konen døjer med en øjensygdom.
De mødte en familie, hvis 15 måneder gamle baby blev dræbt af deres sammenstyrtede hus. Nu hjælper de tilbageværende søskende med at samle mursten til genopbygningen.
Teamet mødte også en dalit-familie, der som kasteløse har de dårligste odds i samfundshierarkiet. Familien mistede fire børn i jordskælvet, og deres eneste indtægtskilde – en symaskine – blev ødelagt sammen med huset.
Mission Øst samarbejder med de lokale myndigheder om at nå frem med nødhjælp til de mest sårbare familier som disse. Og taknemmeligheden er slående.
– Det var så rørende at opleve nepalesernes taknemmelighed over at modtage så basale hjælpemidler. De takkede og forsikrede om, at hjælpen virkelig faldt på et tørt sted, fortæller Line Højland, der er Mission Østs udsendte kommunikationsmedarbejder.
De kommende dage vil lastbil efter lastbil med presenninger, reb, vanddunke og hygiejneartikler nå ud til yderligere syv landsbyer og derefter går turen videre til andre ramte områder.
Der er kun en måned til den voldsomme monsunregn falder og varer de næste tre måneder. Derfor er presenninger absolut højeste prioritet, så familierne har husly, mens de knokler for at genopbygge deres huse.