Den ’kulturkristne muslim’ Khader taler i KirkeiByen i Kolding

Naser Khader
Naser Khader

Naser Khader mener, at kristendommen kan inspirere til en reform af islam. 

Den kristne kulturarv har været til stor inspiration for Naser Khader. Det fortæller han om ved et arrangement i KirkeiByen, Lykkegårdsvej 69 i Kolding søndag den 9. august kl. 19.00.

Naser Khader er kendt som samfundsdebattør, politiker og mellemøstekspert. Søndag den 9. august taler Naser Khader ved et foredrag i KirkeiByen, hvor han vil give en knivskarp orientering om situationen i Mellemøsten, Syrien, ISIS og andet.
Samtidig vil han med udgangspunkt i sin bog ”Bekendelser fra en kulturkristen muslim” fortælle om, hvordan kristendommen har ændret ved hans syn på verden.
I bogen fortæller Khader om de to religioner, islam og kristendom, der på godt og ondt har formet ham. Han pointerer blandt andet, at kristendommens enorme betydning for det danske samfund ikke må undervurderes. I stedet bør den tjene som inspiration til en reformering af islam indefra, mener han.

Brandfarligt emne

– Emnet kan godt være brandfarligt. Men vi mener, det er vigtigt i en debat, som ofte er præget af uvidenhed, siger Jørgen Fuchs, der er en af initiativtagerne til foredraget. Han uddyber: ”Vi er af den opfattelse, at Naser Khader er en kompetent foredragsholder, særligt i det område, der omfatter integration og muslimer kontra kristne. Vi ønsker at skabe forståelse og dialog i stedet for at grave grøfter.”
Arrangementet i kirken på Lykkegårdsvej er opdelt i to afdelinger med kaffe ind imellem. I anden sektion vil der være tid til at stille spørgsmål til Naser Khader.
Aftenen er en del af højskolekurset ”Glæden ved livet”, men er åben for alle. Prisen er 75 kroner for foredrag og kaffe, dog gratis for kursister, oplyser Jørgen Fuchs fra KirkeiByen.