Dansk-støttet skovprojekt i Cambodja vinder FN-pris

Mobiltelefoner og en app har hjulpet lokale indfødte i kampen mod illegale skovhuggere og korrupte politikere i Cambodja. Aktivisterne, som blev hædret med FN’s ’Equator Initiative Prize’ 2015, støttes af Danmission og Københavns Universitet.
FN belønnede mandag aften de lokale landsbyaktivister i Cambodja, som med dansk støtte kæmper for at bevare en af Sydøstasiens sidste store stedsegrønne skove. Prisen ”Equator Initiative Prize” på 10.000 dollars går til Prey Lang Community Network (PLCN), som bevæbnet med mobiltelefoner og en app afslører ulovlig skovhugst i Prey Lang Skoven.
PLCN blev valgt som en af i alt 21 prisvindere ud af 1.462 nomineringer fordelt på 126 lande, oplyser den folkekirkelige organisation Danmission. PLCN blev indstillet til prisen af Københavns Universitet.