Dronningen talte om Jesus i TV
– Jeg kan godt lide at komme i kirke, det er sådan et godt omdrejningspunkt for mig på mange måder.
Udtalelsen kommer fra Hendes Majestæt Dronningen i udsendelsesrækken ”Dronningens slotte”, hvor to afsnit blev sendt på DR1 i påsken.
– Jeg kan lide at følge med i kirkeåret og de forskellige tekster, også hvordan præstens prædiken somme tider kan være god og somme tider mindre spændende. Det må man tage med, for det behøver ikke være en sensation, hver gang man går i kirke, fortalte Dronning Margrethe.
Jesus går med hele vejen
I udsendelsen viser Dronningen rundt på Gråsten Slot. I slotskirken reflekterer Dronningen over sin kristne tro.
– Man har haft sin børnelærdom, men det kan komme til at betyde mere for én, når man bliver ældre og finder ud af, at man jo ikke kan det hele selv, sagde Dronning Margrethe, og uddyber:
– Det jeg mener, man finder i sin kristentro, er, at man ikke er alene i det. For at sige det direkte: Man skal ikke gå alene ind i døden, for Jesus har været der selv. Det tror jeg, er det væsentlige, sagde Dronning Margrethe.