Arken forlader Esbjerg i oktober

Arken blev skadet af den norske kystvagt (se ’lappen’). Man frygtede derfor det værste, da den danske kystvagt nærmede sig i helikopter.
Arken blev skadet af den norske kystvagt (se ’lappen’). Man frygtede derfor det værste, da den danske kystvagt nærmede sig i helikopter.

Noahs Ark, Europas første flydende bibelske museum, har haft over 100.000 gæster på sin tur gennem Danmark. Sidst i efterårsferien afsluttes besøget i den sidste danske by, Esbjerg.

Afhængig af vejret regner man med, at arken forlader Esbjerg den 24. oktober. Herefter skal den besøge Bremerhaven i Tyskland på vej tilbage til Nederlandene, hvor den skal blive liggende i nogle år.

I Danmark har der været store oplevelser, bl.a. med besøg af Dronning Margrethe. Kongeskibet Dannebrog har ligget som nabo til arken, og kronprins Frederik har også besøgt udstillingen i København sammen med sine børn.

Så var der også lige et ”angreb” på arken i dansk farvand, da arken var på vej tilbage fra Norge. Besætningen frygtede det værste, da en af kystvagtens helikoptere nærmede sig i rum sø. De havde lige oplevet at få smadret siden af arken under en manøvre, hvor den norske kystvagt ville hjælpe med bugseringen. Men den danske kystvagt ville bare benytte chancen for at komme om bord, oplyser Noahs Ark, som ejes af den hollandske Mr. Aad Peters.