Trump går ind for Jerusalem som Israels udelelige hovedstad

Trump tog imod Benjamin Netanyahu i sin forgyldte lejlighed i New York. Foto: Kobi Gideon, GPO
Trump tog imod Benjamin Netanyahu i sin forgyldte lejlighed i New York. Foto: Kobi Gideon, GPO

Netanyahu holdt timelange møder med både Donald Trump og Hillary Clinton under sit besøg i USA.

I et møde med Israels statsminister Benjamin Netanyahu anerkendte den republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump, at Jerusalem har været den evige hovedstad for det jødiske folk i 3000 år. Han sagde videre, at USA under en Trump-administration endelig vil acceptere Kongressens pålæg om at anerkende Jerusalem som den udelte hovedstad i staten Israel.

Dette var ordlyden i en pressemeddelelse, som blev sendt fra Trumps valgkampagnekontor efter mødet. Kun Netanyahu og Israels ambassadør i USA, Ron Dermer, var til stede sammen med Trump og hans jødiske svigersøn Jared Kushner i den ”forgyldte” lejlighed i Trump-tårnet i New York, søndag den 25. september. Mødet varede ifølge pressen en time og tyve minutter.

Websiden Politico.com påpegede, at Trump tidligere har lovet at være neutral i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Under valgkampen har han imidlertid flere gange udtrykt støtte til Israel. Det vakte da også stor opsigt i Israel, da Trump gav israelerne fuld støtte mht. Jerusalem som Israels hovedstad.

PLOs generalsekretær Saeb Erekat fordømte senere Trumps løfte om at anerkende Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, hvis han skulle blive valgt til præsident. Erekat sagde, at løftet viste ”foragt for folkeretten og amerikanske udenrigspolitiske holdninger”.

Benjamin Netanyahu mødte senere søndag demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton på W Hotel i New York. Mødet varede i næsten én time. Til stede var Israels ambassadør Ron Dermer og Clintons rådgiver Jake Sullivan.

Jerusalem Post skrev, at Clinton efter mødet fornyede sin opfordring om en tostatsløsning for konflikten mellem palæstinenserne og Israel. Hun gentog sin forpligtelse til at arbejde for en afslutning på konflikten gennem direkte forhandlinger mellem parterne.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps rådgiver i Israel-spørgsmål sagde den 14. september, at en præsident Trump ikke vil presse Israel til en ”fredsaftale”. David Friedman hævdede, at Trump hverken er for eller imod en såkaldt ”tostatsløsning”, men vil lade det være op til Israel at afgøre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Statsminister Benjamin Netanyahu sagde efter at have mødt begge de to amerikanske præsidentkandidater, at uanset hvem der vinder valget i november – Hillary Rodham Clinton eller Donald Trump – så vil venskabet mellem landene fortsætte, og begge kandidaterne vil værne om båndene mellem landene. Netanyahu sagde, at begge kandidater gav udtryk for stor støtte til Israel.

Netanyahu mødtes også med Hillary Clinton i New York. Foto: GPO, Kobi Gideon.
Netanyahu mødtes også med Hillary Clinton i New York. Foto: GPO, Kobi Gideon.
Cruz advarede mod Clinton efter partilederdebat

Den første af tre præsidentdebatter mellem demokraten Hillary Rodham Clinton og republikaneren Donald Trump blev holdt tirsdag d. 27.september i New York.

Det var ventet, at hele 100 millioner mennesker ville se debatten. Den indeholdt imidlertid ingen overraskelser i form af udtalelser, men viste kontrasten mellem de to kandidater. Clinton fremstod som en erfaren politiker, mens Trump fremstod som en ”outsider”, der ønsker at ændre den politiske kultur, som har ført til USAs statsgæld på 20.000 milliarder dollars.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi har brugt fire, fem, seks milliarder dollars i Midt-Østen, sagde Donald Trump.
Han beskrev Mellemøsten som ét stort rod. Han gav Obama-administrationen meget af skylden. Han mente, at USAs tilbagetrækning fra Irak skabte et vakuum som åbnede for ISIS.

– NATO må ind i Mellemøsten sammen med os. Vi kan ikke være verdens politimand. Vi har ikke penge til det, sagde Trump.
Han tog til orde for, at NATO-landene må betale en større del af regningen med at forsvare sig.
Trump fortalte i debatten, at han mødte Netanyahu, og at han ikke var glad for aftalen med Iran.

Senator Ted Cruz skrev på sin Facebook, at debatten gjorde det klart, at hvis Clinton bliver valgt, vil hun fortsætte ad den vej, som har skadet millioner af amerikanere.

– Hvis Clinton bliver valgt, ved vi, at de ødelæggelser som Obamacare (helsereformen) har skabt for amerikanske familier, små firmaer og helsesystemet, vil fortsætte.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Cruz påpegede, at Obama vil fortsætte sine anstrengelser for at knuse olie- og gasindustrien samt sin krig mod kul. Han tilføjede, at Obamas administration med vidende og vilje er blind over for radikal islamisk terrorisme. Cruz frygtede også, at der vil følge terrorister med i flygtningestrømmen fra andre lande, og at Obamas amnesti vil fortsætte og blive udvidet.

– Hvis Clinton bliver valgt, vil en liberal dommer blive valgt til at efterfølge Antonin Scalisa, og vi vil tabe flertallet i Højesteret i generationer. Da ved vi, at vor ret til at bære våben, vor religiøse frihed og føderalisme er i fare.

– Hillary Clintons politik vil dræbe arbejdspladser, reducere lønningerne og føre til, at landet fortsætter spiralen nedad som under præsident Obama.

Ted Cruz, som tabte nomineringskampen mod Trump, mente, at Trump havde sin hidtil bedste debat. Ifølge hans analyser er der store modsætninger mellem de to kandidater. Clinton vil øge skatterne og reguleringerne. Trump vil have lov og orden og er imod den katastrofale aftale med Iran.

– Vi er nødt til at forsvare vor frihed og grundloven, sagde Cruz.

Af Knut-Einar Norberg i USA
og Vidar Norberg i Israel