420 holdt jul på Blå Kors-væresteder
Op mod 420 hjemløse, ensomme, sindslidende og socialt udsatte mennesker fejrede jul på Blå Kors’ ti væresteder, hvor mange frivillige stod klar til at gøre aftenen hyggelig og festlig for alle.
I Den Blå Sociale Café i Hjørring åbnede dørene kl. 14 til kaffe og kage, på Madam Blå i Hobro dansede brugere og frivillige om billardbordet, hvor juletræet stod. I Den Blå Oase i Aabenraa holdt 70 mennesker jul sammen, og i Skive skete det på Den Blå Viol.
Enkelte steder har julefejringen dog været på en anden dag end den 24. december, men julemaden og gaverne var på alle værestederne som på en traditionel juleaften, fortæller Blå Kors Danmarks generalsekretær Christian Bjerre.