En skytsengel forklædt som hund?

Filmen ’The Stray’, om en ung familie, som redder en fremmed hund for derefter selv at blive reddet af hunden, er baseret på en sand historie fra instruktør Mitch Davis’ eget liv.

– Jeg blev ramt af lynet, mens jeg var på campingferie med min søn og to af hans kammerater langt inde i Colorados bjerge.

Dengang var vi en totalt stresset småbørnsfamilie. Jeg arbejdede16 timer i døgnet og syntes ikke, at jeg havde tid til det med Gud, fortæller Mitch Davis.

Men så slog lynet ned!

Ramt af lynet

– Da jeg blev ramt af lynet, følte jeg, at jeg var ved at glide væk. Det hele var meget mørkt og skræmmende. Jeg vidste, at mit eneste håb var at råbe til Gud. Men jeg havde svært ved at sige ordene. Derhjemme bad min hustru og mine andre børn for mig, for de vidste, at vi var fanget af en storm. De tre små drenge i teltet bad også, som de aldrig havde bedt før. En af dem lovede Gud, at han aldrig ville gøre noget forkert resten af sit liv, bare jeg ville vågne op igen.

Det eneste ord, jeg kunne sige var ”Far”. Men straks da jeg sagde det, forsvandt mørket, jeg løftede hovedet – og var i live. Gud svarede på drengenes bøn.

Et lynnedslag er perfekt til at fange folks opmærksomhed! fastslår Mitch Davis.

– Et lynnedslag er perfekt til at fange folks opmærksomhed! siger instruktør Mitch Davis.
God familiefilm

Mitchs søn, Parker, skrev manuskriptet om ”Superhunden Pluto”, der reddede hans fars liv. Og Mitch måtte indrømme, at historien fortjente en filmatisering.

– Som barn elskede jeg at se Lassie-film på vores sort-hvide TV, og jeg elskede at løbe rundt i bjergene med min egen hund.

Der er mange animerede Hollywood-film, som har en grov humor og mangler moral. Derfor greb jeg chancen for at lave en film om den rigtige hund, som fik så stor betydning for min egen familie, forklarer Mitch Davis.

Filmen er optaget i de smukke bjerge i Utah.

– Vi måtte klatre op belæsset med kamera-udstyr, batterier, lys osv. til nogle af de steder, hvor der skulle filmes. Jeg blev ved med at fortælle filmholdet, at det ville være hele turen værd: Vi skulle fylde vores storfilm med store bjerge. Og de klagede da heller ikke, fortæller Mitch Davis.

Han har tidligere lavet filmen ’The Other Side of Heaven’ om en mormon-missionær. Den nye film minder lidt om klassikere som ’Lassie’ og ’Den fantastiske hjemrejse’ – men indeholder også et kristent vidnesbyrd.

– For tredive år siden gik jeg ind i filmbranchen for at lave gode familiefilm. Jeg tror ’The Stray’ udfylder et tomrum her, siger han.