Drop-ind dåb i Eliaskirken

Den 1. søndag i advent, søndag den 3. december, er der mulighed for at blive døbt i Eliaskirken på Vesterbro i København i tidsrummet 15.00 – 18.00.

En Drop-Ind-Dåb giver folk chancen for at komme lige ind fra gaden og blive døbt uden tilmelding. Tilbuddet er en mulighed fx for forældre, der ikke nåede at få børnene døbt, mens de var små, kommende faddere eller andre, der gerne vil døbes.

Kirken tilbyder dog også hjælp med at finde et andet tidspunkt, hvis det er nødvendigt, oplyser Københavns Stift.
Under sidste drop-in-dåb i København den 8. september blev 34 mennesker i alle aldre døbt i Kristkirken på Vesterbro.