Julegospel for 20.000 skoleelever
I 8 år har Aabenraa GospelFamily sunget og fortalt julens budskab for skoleelever. Musikken kan også høres på den nye CD ’Håbet er blevet tændt’.
Aabenraa GospelFamilys seneste cd ’Håbet er blevet tændt’, vil gøre juleevangeliet både aktuelt og relevant.
– Det er vores tredje juleproduktion, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Torben S. Callesen, som er både sangskriver og korleder.
Publikum lever med
– De første to produktioner koncentrerede sig først og fremmest om Jesu fødsel som fortælling i ’Et barn er født’. Nummer to fulgte vismændenes vandring mod Betlehems stjerne i produktionen ’Stjernen over Betlehem’.
Men med ’Håbet er blevet tændt’ har vi forsøgt at gøre juleevangeliet relevant både for unge såvel som gamle ved at bruge fortællingen til at spejle nutidens udfordringer i juleevangeliets personer.
Under koncerterne har det virkelig fanget publikum, og responsen har været overvældende.
CD’en blev optaget live i Sønderjyllandshallen under GospelTeens koncert sidste år foran et begejstret publikum.
Stresset pige møder julens hovedpersoner
Historien følger to engle og en pige, som har mistet alt håb. Hun er ved at drukne i bekymring, vrede, sorg, stress, jalousi, mindreværd og savn.
Ved at hente pigen tilbage til år 0 og spejle pigens udfordringer i fx den bekymringsløse Maria, den vrede Josef, den jaloux Herodes osv. går det langsomt op for pigen, at hun må skille sig af med de udfordringer, der tager hendes håb.
– Vi har kørt skoleforestillinger i snart 8 år nu for over 20.000 elever og lærere i tre kommuner, så vi har virkelig lagt os i selen for, at især familier og skolebørn får en ny og aktuel indfaldsvinkel, som de kan relatere til.
Derudover har vi haft professionelle koreografer og en X-factor solistcoach inde for at hjælpe os med at gøre forestillingen så professionel som muligt, fortæller Torben S. Callesen.
2.600 elever tilmeldt
Sønderborg Kommune har igen i år efterspurgt skolekoncerter med korene GospelRoots og GospelTeens. Og Vejle Kommune tilbyder for første gang julekoncerter til sine skoler i december. Indtil videre er der over 2.600 elever tilmeldt.
– Vi er bare superglade for den tilslutning. Det er for børn i alle aldre fra børnehaven til 9. klasse. En af lærerne fortalte os efter en koncert, at han havde placeret de to mest urolige fra sin 7. klasse lige ved siden af sig, så han kunne dæmpe dem lidt, hvis de blev urolige. Men det blev slet ikke aktuelt. De var simpelthen opslugt af handlingen, slutter Torben S. Callesen.
CD’en ’Håbet er blevet tændt, kan bl.a. købes på www.gospelfamily.dk