Kina deporterer sydkoreanere af frygt for stigende antal kristne

Kina slår ikke kun hårdt ned på kinesiske kristne. Nu går det også ud over sydkoreanere i landet, som formodes at have hjulpet nordkoreanere til at flygte fra Kim Jong-uns regime.

Ifølge The Christian Post har provinserne Liaoning, Jilin og Heilongjiang deporteret hundreder af sydkoreanske kristne, som har drevet mission i Kina. I Jilin meldes alle sydkoreanske kirker lukket som en del af Kinas kampagne for at ”udrydde ekstremisme”.

Kristne, som deltager i ”ulovlige religiøse aktiviteter”, kan idømmes bøder på op til 45.200 $ – og risikerer arrestation og fængsling.
– Kinas politiske topledere bliver mere og mere bekymrede på grund af kristendommens hurtige vækst og de kristnes synlighed og sociale indflydelse. Det er en politisk frygt i kommunistpartiet, at der snart er flere kristne end medlemmer af partiet, siger Bob Fu, som er grundlægger af menneskerets-organisationen ChinaAid.

Kinas præsident, Xi Jinping, får stadig mere magt. I sidste måned vedtog kommunistpartiet at inkludere Xis navn i partiets princip-program. Kun de to stærkeste af Kinas ledere, Mao Zedong og Deng Xiaoping, har opnået en lignende ære.