Eva vandrede 40 dage i Dødsskyggens Dal

Under en rejse i USA opdagede familien, at der var noget galt med Eva Bertelsen. Det viste sig, at hun havde en uhelbredelig hjernesvulst, som allerede havde dannet en metastase…

Hvad tænker du, når du får at vide, at du har en uhelbredelig ondartet kræftsvulst i hjernemassen – og lægerne kun giver 15 måneder tilbage at leve i…?

Eva Bork Bertelsen oplevede dette mareridt i sommeren 2013.

Hun havde oplevet nogle mærkelige tegn på, at der var noget galt. Men Eva havde været efterskolelærer i Kolding og lærer på to friskoler i Herning og Silkeborg. Hun var en handlekraftig kvinde, der havde styr på tingene. Så hun forstod først sent, at der var noget alvorligt galt.

En forud-anelse?

– Jeg havde netop læst om mennekser med nærdødsoplevelser, husker Eva, som to måneder før sin sygdom sagde til sin mand: ”Jeg har det, som om jeg er ved at forberede mig på at dø, siden jeg er så optaget af at læse om døden og himlen, men det skal jeg jo ikke, jeg er ikke syg.”

Jeg var begyndt at glemme småting og følte mig ind i mellem lettere forvirret, men lagde ikke noget i det.

Hovedpine i USA

– Min mand Niels Aksel og jeg besøgte i sommeren 2013 vores datter i Los Angeles. Halvvejs inde i ferien oplevede jeg en skærende, trykkende hovedpine og en overvældende træthed. Jeg mistede appetitten og havde svært ved at orientere mig. Desuden oplevede jeg en kort spastisk lammelse i højre arm. Jeg reagerede ikke på mine omgivelser, som jeg plejede.

De sidste dage af ferien fik jeg også svært ved at formulere mig og fik at vide af min mand og datter, at min venstre halvdel af ansigtet hang ved øjet, kæben og læben.

Jeg kunne virkelig ikke se det i spejlet, selv om jeg kiggede og kiggede. Jeg var faktisk lidt irriteret over, at min mand dagligt spurgte mig: Har du det godt Eva?

Min datter lavede regnestykker til mig for at tjekke mig, og dem klarede jeg fint, men dagen før vores hjemrejse hørte jeg hun sagde: ”Der er noget helt galt med mor.”

Efterhånden følte jeg, at mine pårørende var ude på at gøre mig syg.

Jeg skal ikke til læge!

– Vores yngste søn hentede os i lufthavnen og bemærkede straks, at jeg ikke var, som jeg plejede.

Senere satte jeg mig ved computeren for at forberede mig til et møde. Min mand kiggede på mig og sagde: ”Du er syg, Eva, du skal til læge.”

”Jeg skal ikke til læge, jeg skal på arbejde i morgen,” svarede jeg.

Da min mand kontaktede lægen, sendte lægen mig straks på sygehus i Holstebro. Her troede de, at jeg havde fået en blodprop i hjernen, og jeg måtte derfor igennem en del ergoterapeutiske undersøgelser.

Efter flere undersøgelser og en CT-scanning blev det bekræftet, at der ikke var tegn på en blodprop, men noget meget alvorligt.

Er jeg skør…?

– Overlægen fortalte os, at der var et stort, hvidt område i min højre hjernehalvdel, et tydeligt tegn på en svulst.

Jeg havde ingen realitetssans og følte mig ydmyget, da sygeplejersken bad om at se, hvordan jeg klarede mig i badet, og da hun om aftenen, inden jeg lagde mig til at sove, spurgte, om jeg havde tænder, der skulle ud…

Var jeg blevet skør? Kommer jeg snart til at ligge som en grøntsag? Tusinde tanker for igennem mit hoved. Jeg forstod intet af, hvad der foregik omkring mig. Jeg havde svært ved at mærke mig selv. Jeg var blot tilskuer.

I min journal står der, at jeg virkede apatisk.

Den er ondartet…

– Efter MR-scanningen forklarede lægen os, at svulsten var ondartet – formentlig en såkaldt gliobastoma multiforme, som er den mest aggressive form for hjernesvulst.

Jeg var bare tilskuer til samtalen. Lægen undrede sig over den ro, der omgav os, hvortil min mand svarede: Vi tror på Guds hjælp i situationen, og vi frygter ikke døden, hvis det skulle komme dertil. Men det vil blive et savn, hvis jeg skulle miste Eva.

Et ord fra Gud?

– En veninde sad et par dage senere til en gudstjeneste i en kirke, hvor hun to gange oplevede, at hun skulle sige til mig: ”Denne sygdom ender ikke med døden, men sker for at Guds navn skal herliggøres.” (Det står i Johs. evangeliet kap. 11 vers 4.)

Dagen derpå fortalte hun det til min svigerdatter, som sms’ede beskeden til mig.

Jeg lå i hospitalssengen, og idet jeg åbnede sms’en og læste den, udbrød jeg: ”Herre, er det dét, du vil? Vil du helbrede mig? Så mød mig nu.”

Jeg så i samme øjeblik et tov foran mig. Jeg greb fat om det i mine tanker. Samtidig følte jeg, at Jesus sagde i mit i indre: Jeg vil vandre med dig, som der står skrevet i Salme 23 vers 1-4:
Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han lader mig ligge på grønne enge og fører mig til det friske vand. Han giver mig mod på livet og viser mig de sikre stier, for han er en god og trofast Gud. Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.

Det blev min Salme. Jesus føltes så nær, og han omsluttede mig på en helt fantastisk måde. Jeg følte, jeg bogstavelig talt blev indhyllet af hans kærlighed og varme på en måde, jeg ikke før har oplevet. Og et slør blev fjernet.

Klarhed og håb

– Da begyndte det ligesom at gå op for mig, hvad min diagnose var. Jeg var nu overbevist om, at Gud var med mig og ville gå foran og vandre med mig. Jeg delte begejstret min oplevelse med min mand og mine børn, og min mand sagde: Bliver du rask Eva, så bestiller jeg en ny flagstang, og så skal Dannebrog vaje i tre dage fra morgen til aften.

Bestil den, sagde jeg, for jeg bliver rask.

Jeg bad min mand om at ringe til kirkens præster, og de kom straks og salvede mig med olie og bad for mig, sådan som der står i Jakobs brev kap. 5 vers 14 -15:
Hvis nogen af jer er syge, skal I sende bud efter menighedens ledere. De vil så salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer. Så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske, så I kan stå op fra sygesengen.

En af præsterne mindede mig om, at det vigtigste ikke var, om jeg blev helbredt, men at jeg, – hvis jeg skulle dø nu, – ville komme i himlen, fordi Jesus havde taget min synd.
Jeg frygtede derfor heller ikke døden.

To onde svulster

– Alle billeder fra MR scanning blev nu sendt videre til Aarhus Universitetshospital.

Vi kom til en samtale med to læger og to sygeplejersker. Vi fik at vide, at der utvivlsomt var tale om to aggressive, ondartede svulster i hjernemassen. Den ene var en metastase på 1 cm og sad i baghovedet, den største sad ved tindingen og målte 3,2 x 1,7 cm, og radiologen satte navn på typen, så vi kunne læse, at man typisk kun havde 15 måneders levetid tilbage.

Desuden havde tumoren forårsaget et væsketryk i hjernen, som gav en hjerneforskydning på ½ cm. Operation var ikke mulig, da det kunne medføre hjerneskader og lammelser. Kemo og stråler kunne heller ikke fjerne svulsterne, da det ville ødelægge mange hjerneceller.

Ro trods risiko

– Lægerne indlagde mig samme dag, selv om vi kun var indkaldt til samtale. Allerede næste dag blev der gjort klar til biopsi.

Vi fik oplyst, at det indebar en alvorlig blødningsrisiko, som kunne medføre blivende lammelser. Men vi havde ligesom ikke noget valg.

Også i Aarhus undrede lægerne sig over, at både min mand og jeg var så fattede og rolige. Min mand Niels Aksel fortalte dem, at vi tror på Gud og derfor ikke frygter døden, men at det ville blive et savn at miste mig.

Næste dag vågnede jeg meget tidligt. Da jeg lå der på briksen med kirurger og narkosesygeplejersken omkring mig, kiggede kirurgen på mig og sagde: Du er meget rolig, hvortil jeg svarede hende: Jeg tror på Gud, og at han vil helbrede mig, og jeg har bedt Gud om at være til stede under biopsien, så det må lykkes.

Kirurgen smilede til mig.

Ventiden

– Jeg kom hjem fra hospitalet og skulle nu vente på at få svar fra biopsien.

I ventetiden tilbragte jeg megen tid i haven. Jeg hørte megen lovsang og læste i Salmernes bog hver dag.

Spurgte jeg Jesus om noget, svarede han mig i mine tanker. Og min tro og tillid til, at han ville helbrede mig, voksede. Sætningen ”Herren styrer tiden” kom igen og igen i mine tanker og lærte mig at have tro og tålmodighed. Om morgenen skrev jeg opmuntringsbeskeder til mine børn, som oplevede ventetiden ulidelig lang.

Mange bad for mig. Både herhjemme via familie og venner, men også rundt om på kloden gennem vores datter i LA, og jeg modtog dagligt opmuntringsord. Det amerikanske fodboldhold Seahawks, som vandt Super Bowl, og ekspræsidenten fra Mexico var også med i bønnen. Ikke fordi, jeg er noget særligt – men det skete bare.

Tvivl og begravelse

– Selv om jeg var overbevist om, at Gud ville gøre et mirakel, kom jeg undervejs i tvivl – vi er jo mennesker.

Jeg begyndte at gøre mig tanker om min egen begravelse og havde bl.a. sagt til Niels Aksel, at jeg gerne ville begraves på naturkirkegården tæt på min svigerfars grav.

Så hvis jeg skulle dø af sygdommen, så var jeg også klar til det.

I Dødsskyggens Dal

En eftermiddag, jeg lå i havestolen i skyggen, havde jeg en meget stærk oplevelse. Jeg følte, Jesus sagde til mig:

Vi vandrer sammen i dødsskyggens dal, og jeg bærer dig, fordi du er for svag til selv at vandre. Fortsætter vi på denne vej, så ender du i Himlen hos mig, men nu ændrer vi vores vandring. Nu drejer vi fra dødsskyggens dal mod livets vande.

Jeg begyndte spontant at græde af glæde. Jeg delte begejstret oplevelsen med min mand. Han sagde: Jeg føler, jeg står på hellig grund.

Det passer ikke sammen

– To uger efter biopsien blev vi kaldt til samtale på neurokirurgisk afdeling i Aarhus.

Kirurgen, der havde lavet biopsiprøverne, kiggede forvirret i journalen og på scanningsbillederne. Hun sagde: Det passer ikke sammen. Biopsiprøverne fortæller, at det er dødt væv, jeg har fået ud, og desuden er den skrumpet, så jeg bliver nødt til at lave en ny MR scanning for at se, om jeg har stukket rigtig i tumoren.

Jeg udbrød spontant: ”Det havde jeg faktisk også forventet, du ville sige.”

Det var en underlig samtale. Lægen sagde: ”Jeg har ikke lært, at tumorer kan skrumpe.”

Hun havde svært ved at få naturvidenskaben til at passe med resultaterne.

Da vi forklarede, at vi troede på, at Gud havde helbredt mig, sagde hun: Hold endelig fast i det.

Jeg blev nu indkaldt til en ny MR scanning og måtte igennem endnu en ventetid, fortæller Eva, der i løbet af sin sygdomsperiode tabte sig 12 kg og var meget lyd- og lysfølsom på grund af den stressende situation.

Den Ondes angreb

– Lige så nær, jeg havde oplevet Jesus omslutte mig, lige så nær oplevede jeg, at den Onde ville frarøve mig glæden og freden og troen på, at jeg ville blive helbredt.

Jeg blev fyldt med angst og frygt. Jeg græd som pisket og sagde til min mand: Du må be’ for mig. Min mand læste i Bibelen og bad for mig. Freden kom tilbage. Det samme skete dagen efter og den efterfølgende aften, da jeg lå i min seng. Den 3. gang følte jeg djævelen sige i mine tanker: I nat vil du dø.

Jeg råbte fra min seng: Hvis jeg dør i nat, kommer jeg hjem til Gud i Himlen, så forsvind fra mig!

Jeg sov trygt og roligt.

Mit gravsted

– Den 18. september tog jeg på naturkirkegården sammen med min mand og svigermor for at lægge blomster ved min svigerfars grav. Da vi kom til gravstedet, sagde jeg til min mand: Se, der er plads ved siden af gravstedet, det er her jeg vil begraves, men jeg tror ikke, det er nu, jeg skal dø.

Mens vi var der, ringede kirurgen fra Aarhus og sagde: Jeg har en glædelig nyhed. Jeg har stukket rigtig! Desuden kan jeg fortælle dig, at der er sket en overraskende skrump af tumoren, og væsken og hævelsen omkring tumoren er forsvundet.

Lægen kunne ikke forklare, hvorfor det var sket.

Jeg sprang af glæde på kirkegården og råbte: Juhuuu jeg er helbredt!

Flaget røg straks til tops på vores nye flagstang, og vi inviterede familien ud at spise om aftenen for at fejre, at jeg havde fået livet tilbage.

Læge: Det ER et mirakel

– Min egen læge fik alle billeder og journaler undervejs og sagde til mig:

– Man skulle tro, jeg sidder med journaler fra 2 personers hjerne. Der er mere mellem himmel og jord. Her er der sket et mirakel. Læger skal have det naturvidenskabelige til at passe, men det kan de ikke altid, og det må de bøje sig for, tilføjede han.

Neurokirurgen ville gerne fortsætte med at scanne min hjerne, indtil alle tumorrester var forsvundet. Ved sidste scanning i juni 2015 var der kun en lille plet tilbage.

Jeg er ubeskrivelig lykkelig for helbredelsen og så taknemmelig for, at jeg har fået lagt tid til mit liv, men det vigtigste for mig er, at mit navn er skrevet i livets bog, at mine synder er tilgivet, siger Eva.

40 dage i dødsskyggen

– For mig er der en tid før, jeg blev syg, og en tid efter. Min relation til Jesus er blevet tættere. Jeg ønsker at vandre tæt med ham hver dag.

Jeg har i min vandring i dødsskyggens dal ikke blot læst om Herren, som min hyrde. Jeg har mærket Herrens nærvær – men også oplevet fjenden komme snigende på en meget frygtindgydende måde. Jeg har lært at have tillid til Herren og være tålmodig og vente på, at Herren arbejder og virker i de omstændigheder, jeg gennemgår.

Jeg har lært hans stemme at kende, og jeg har lært at sige tak for hver en dag.

Gud kunne have fjernet tumorerne i et nu, men han valgte at føre mig igennem dødsskyggens dal, så lægerne blev vidner til noget mirakuløst, de ikke kunne forklare. Jeg takker ham for, hvad han lærte mig gennem denne vandring.

Tæl dagene

”Tæl dagene” kom det pludselig i mine tanker. Hvilke dage, sagde jeg. ”Fra du blev indlagt til 18. september.” Jeg talte – præcist 40 dage.
I Salme 50 vers 15 står der:
Råb til mig, når I har problemer, så jeg kan gribe ind, og I kan give mig æren.