Fuldt hus til Berntsens helbredelsesmøde

Kvinde kom helt fra Grønland for at få forbøn imod livstruende kræft.

Ida Heinrich er uddannet som klassisk koncert-sangerinde, den første på Grønland. Men kemo-behandlingen har sat en stopper for hendes sang-karriere, fortalte hun.
Ruth Tychsen fra Aabenraa kunne både høre, se og mærke, at der skete noget med hendes ben og ryg.

Der var igen fuldt hus, da Udfordringen lørdag den 14. april inviterede til helbredelsesmøde med Hans Berntsen i bladhuset i Christiansfeld, som også huser Christiansfeld Avis og Lunderskov Folkeblad, samt caféen Morgenstjernen.

Der kan klemmes ca. 80 ind i avisens mødesal. Men der kom ca. 90, og de sidste blev også klemt ind, så de kunne følge med i Hans Berntsens foredrag om ny livskvalitet.
Der var mange nye deltagere, som ikke tidligere havde deltaget i et møde, og ca. 1/3 af de fremmødte markerede med håndoprækning, at de ønskede at modtage Jesus i hjertet.
Efter foredraget rykkede Hans Berntsen sammen med fru Bente ud i et køligere lokale, hvor han bad for alle, der ønskede forbøn.
En lang kø dannedes, selv om der var mulighed for at købe kaffe i ventetiden. Men nogle var kommet hertil langvejs fra med alvorlige sygdomme som kræft og sklerose. I en tv-udsendelse sidste år fremgik, at to sklerose-ramte blev i hvert fald delvis helbredt ved Berntsens forbøn.

Helt fra Grønland

En ung kvinde var taget helt fra Nuuk på Grønland til Christiansfeld for at få forbøn – efter at lægerne havde opgivet behandlingen af kræft, som nu havde bredt sig.
Kvinden, Ida Heinrich, fortalte, at hun er uddannet som klassisk koncert-sangerinde. I øvrigt den første på Grønland. Men kemobehandlingen har sat en stopper for hendes sang-karriere.
– Jeg kom til Danmark kun for at møde Hans Berntsen. Jeg har alvorlig kræftsygdom, som har spredt sig fra tyktarmen helt op til halsen til lymfekirtlerne. Lægerne kunne ikke gøre noget mere. Jeg fik kun tilbudt livsforlængende kemo, og det sagde jeg nej til.
Jeg har behandlet mig selv med c-vitamener, og jeg tror på, at der sker mirakler, siger Ida.

(PS: Ida Heinrich har efterfølgende skrevet den 20.4.: “Jeg har det så fint! Jeg har ikke taget mine smerte stillende siden jeg rejst fra Grønland den 12 april. Og jeg kan mærke at jeg tage lidt på. Men jeg kan stadigvæk mærke kræft knuder i halsen, men jeg har det super fint.”

Mange oplevede en helbredelse eller en overnaturlig berøring.
Niels Holger Hansen fra Holsted fortalte, at han havde været til mødet i december og havde spurgt Berntsen om at bede for, at hans prostatakræft blev stående på det stadie, den var på.
– Nej, sagde Berntsen. Vi vil bede om at det må gå helt væk. Og det er faktisk sket, fortæller Niels Holger Hansen.
Han kom nu for at sige tak, og for at få bedt for sit syn, som på det sidste var blevet meget dårligere.
Ruth Tychsen fra Aabenraa fortæller, at hendes ben voksede ud, mens Berntsen bad for hende.
– Det gav et helt smæld. Jeg kunne både se og høre det og mærke det, fortæller Ruth, der har døjet med en skæv ryg i mange år.
– For mange år siden var jeg også til forbøn, men da skete der ikke noget. Men det gjorde der nu, griner hun.
Et par fra Sønderjylland håbede og troede så meget på, at hans ben ville blive længere, at hun havde medbragt klip-klapper, fordi han jo ikke kunne gå med de specialbyggede sko, hvor den ene var 1½ cm højere. Og det gik, som de troede. Benet strakte sig ud, så han ikke kunne gå med de gamle sko. Så han fik klip-klapperne på!